Årets sidste dag

Jeg føler det som lidt af en pligt at skrive noget pænt om det, som Prince omtaler som This Thing Called Life, fordi vi i morgen på dette tidspunkt er mere end halvvejs gennem det første årti i det nye årtusinde. Og jeg bliver sgu altid lidt sentimental og tudevorn, når jeg bliver mindet om, hvor hurtigt tiden går, og hvor meget alting har ændret sig siden sidste årsskifte, og hvor meget alting alligevel er som det plejer.

Måske er det et sikkert tegn på ældning, at et år bare kan suse forbi én uden at man lægger mærke til det? Eller er en stor del af meningen med livet i virkeligheden, at man er nødt til at sætte sig ned og kontemplere for virkelig at finde ud af, hvad man har fået ud af det?

Hm. Må hellere lave en liste over, hvad 2005 har bragt mig:

- Et, på papiret, rigtig fedt job, som jeg dog ikke var den rette til at bestride.
- Et fucking fedt job som freelancer, som jeg elsker. Weee haaa :)
- Et par übercool, langskaftede sorte støvler, som får fremmede mænd til at nikke anerkendende. Tak DuoBoots!
- Et par übercool solbriller, som jeg ikke kan vente med at flashe på stranden, caféen og hvor jeg ellers kan få mulighed for det. Tak Gucci!
- En iPod.
- Sex med 5 forskellige mænd, hvoraf 2 er helt nye. Eller var...
- Mit navn i to bog-kolofoner.
- Et utal af branderter på diverse Vesterbro-barer. Tak til Hoegarden, Cosmopolitan, Jack Daniels (ydrwrk!) og dem, jeg har glemt.
- Et styk sønderskudt og gennemboret hjerte, som dog alligevel slår uanfægtet videre, og laver saltamortaler over tilfældige mænd.
- Et styk weblog med en stadig støt voksende fanskare.

Det er da alligevel ikke så ringe. Meeen, kan vi, for at citere en tidligere statsminister, ikke gøre det liiidt bedre? Jo da! Derfor skal min hensigtserklæring for 2006 være:

- Købe flere sko. Gerne Jimmy Choos eller Manolo Blahnik. Eller Karen Millen, hvis det abslout ikke KAN være anderledes.
- Flere kys.
- Flere blowjobs.
- Flere branderter.
- Flere rejser.
- Flere joints.
- Flere skøre indfald på bloggen.
- Flere temafester. Hey, vi mangler stadig Grand Prix festen, Drag Queen festen, Pedel-festen, Festen, hvor man kun må høre musik, man hader (er stadig i tvivl om den...) og Festen, hvor alle medbringer en af det modsatte køn, som man ikke selv vil score.
- Mere café latte på Riccos og MANGE flere af den gode iskaffe til sommer.
- Mit navn på ryg OG forsiden af en bestseller.
- Mig, som sover i ske med manden i mit liv. Som aldrig får kolde fødder, og hvis han gør, er det aldrig værre end at de kan varmes op igen mellem mine lår.
- Og... Nej vent, der skal altid være plads til X-faktoren, så resten får lov at stå åbent.

Hav et fan fucking tastisk nytår! Vi ses i 2006. POP! Hov, hvad var det?! Var det champagne? Var det? Ja, det var det vist. Gotta gooooo...

Jeg, en junkie...

Endelig! Endelig skete det! Jeg har fået mit ULTIMATIVE fix! I dag kæmpede jeg mig gennem sne og kulde (okay, jeg tog Metroen, men alligevel) og byttede julegaver og fik i stedet Sex and the City boxsættet med ALLE afsnittene i. Yippiiiiieeeee!

Jeg har allerede brugt det meste af aftenen på at se sæson 1, og selv om jeg burde gå i seng, har jeg virkelig lyst til at se lidt, bare lidt, af sæson 2 også. Bare et par afsnit...

Faktisk er det mod alle odss at jeg er faldet i gryden. For da serien begyndte at køre på tv syntes jeg, den var latterlig og overfladisk, og jeg kunne slet ikke forholde mig til den. Men det var nok fordi, jeg på det tidspunkt stadig var i 20'erne, var i parforhold på 5. år og kun ejede 10 par sko. Eller færre. Men nu hvor jeg er single, i 30'erne og må indregne drinks og sko i mit budget på linje med el- og telefonregning, kan jeg pludselig se det fede i den.

Det er min veninde Clara, der er skyld i det hele. I foråret blev jeg opereret i benet (jeg fik fjernet åreknuder... sch!) og var nødt til at holde mig på sofaen i et par dage. Og som den frelsende engel hun er, kom hun forbi med hele sidste sæson, for som alle ved: Daytime tv sucks. Skeptisk satte jeg den første dvd i, men 10 timer senere, da Mr. Big er taget til Paris for at frelse Carrie, sad jeg som en anden junkie og ville have mere. Og nu, langt om længe, kan jeg svælge og svælge og svælge som det passer mig. Ahhh...

Jeg har siddet og tænkt over, hvem jeg ligner mest af de fire. Carrie er journalist, er besat af sko og roder rundt med Mr. Big, som måske vil have hende, måske ikke. Hm. Rings a lotta bells here. Men så er der Miranda med den iskolde kynisme, Samantha med sin uhæmmede seksuelle appetit og Charlotte, den håbløse romantiker med de høje idealer. Og det er svært at vælge hvem af dem, der er mest sej.

I virkeligheden er alle kvinder jo nok en cocktail rystet sammen af dem allesammen. Med paraply og knust is i. Og det er nok derfor, at vi elsker de damer så højt.

Nå, jeg ville hjertens gerne skrive noget mere, men sæson 2 ligger og kalder på mig.

PS: Jeg kan i øvrigt anbefale en tur i Fona for dem, som kan lide at se film. De har dvd'er på tilbud, og jeg fik pludselig udvidet samlingen betragteligt. Herligt.

Jule-bøvs

Dette billede har jeg taget af mig selv i juleferien. Jeg skulle se, hvor mange mandarin-både jeg kunne have i munden på én gang, og i hvilke kombinationer, jeg kunne placere dem. Hér har jeg placeret to under overlæben, hvilket får mig til at ligne Lolo Ferrari, men uden kæmpebabserne. (Ej okay, jeg har tre kilo figner og dadler i hver bh-skål, men det kunne ikke være på billedet...) Mens billedet blev taget, sad min søster ved siden af på sofaen og lavede Sudoku med en iver som blev hun betalt for det... Hvilket sådan set meget fint opsummerer min juleferie. Oveni det hele er min kommende ægtefælle Knirke stukket af til Isla Margarita med sin filejs. Fandme strengt...

Ja ja, jeg ved godt at julen er hjerternes fest og alt det, og det er da heller ikke fordi, jeg ikke synes, at det hele er meget hyggeligt på sin egen absurde facon, men jeg bliver alligevel altid så glad, når den er overstået. For jeg har efterhånden indset, at jeg bare ikke er skabt til julen. I hvert fald ikke så længe julen strækker sig over så ufatteligt mange dage, og så længe, jeg er nødt til at rejse til de fjerneste egne af landet for at fejre den.

For selv om man kan sige meget godt om vendsysselsk grønlangkål, medister, klejner, konfekt og brunede kartofler, så kan man altså ikke just påstå, at det er ligger let i maven, eller for den sags skyld er nemt at fordøje. Og så taler vi ikke mere om dét... »Men kan du så ikke bare lade være med at spise det?« kunne man måske fristes til at spørge. Svar kommer hér: Nix! Sådan fungerer det ikke i min familie. Mængden af den mad, man konsumerer er nemlig ligefrem proportional med hvor meget, man holder af den, der serverer den. Og da julen jo som sagt er hjerternes fest, så er man VIRKELIG nødt til at skovle noget sul indenbords for at opretholde den gode julestemning.

Julegave-hitlisten i år ser således ud:
3 stk. ildfaste fade
2 stk. stempelkander
2 stk. høretelefoner
1 stk. Jamie Oliver kogebog
1 stk. æble-udskærings-jern

Hm... Må fordele ønsker lidt bedre næste år. Og gad vidst om ikke, man kan få 1 stk. »Sex and the City« box for 1 stk. høretelefon, 1 stk. ildfast fad og 1 stk. stempelkande. Det tror jeg...

I øvrigt nogle mægtigt voksne gaver, ikke? Man skulle næsten tro, at min familie betragtede mig som en sådan, hvilket ikke ville være helt af vejen, eftersom jeg nu har nået en alder af 32 år. Men nej... Jeg blev pænt placeret i børne-enden af julebordet, hvor yngste barn efterhånden har nået en alder af 15. Og jeg får stadig julegaver, til trods for, at det kun er familiens børn beskåret. Kriterierne for at være voksen er åbenbart, at man selv skal have avlet et barn, og da det har lange udsigter for mig, må jeg nok belave mig på mange fremtidige middage i børne-enden. Ikke at det gør mig noget. Så kan man da få lov at prise »Jackass«, »Simpsons« og »Southpark« i høje toner uden nogen synes, man er underlig...

Så jeg er, alt i alt, rigtig glad for at være hjemme igen på Vesterbro, hvor man ikke behøver spise uhyrlige mængder svin på alle tidspunkter af døgnet, se vammelt jule-tv og hygge så hjernen flyder ud af ørerne, men hvor det er okay at aftensmaden består af en smoothie og fem brune King's, og hvor tv'et er helt stille (som en ninja...) og hvor det er Interpol og ikke Julens Glade Sange, der brager ud af højttalerne.

Næste år vil JEG holde jul på Isla Margarita!

Sidste skræp inden juleferien

Fra og med 3, 2, 1: NU holder jeg juleferie. Yippiiii :> (anstrengt smiley...)

For at kompensere for mit kommende fravær, vil jeg i dag lave et meget langt indlæg om forskellen på mænd og kvinder. Nu i julens glade farver...

En sproglærer forsøgte at forklare sin klasse noget om de forskellige ords køn. En elev ville vide, om ordet computer var han- eller hunkøn. Læreren bad dem gå i grupper, drengene i en og pigerne i en anden, og diskutere dette.

Drengene kom frem til, at en computer helt bestemt er hunkøn eftersom:

1. Ingen udover deres skaber kan forstå den indbyggede logik.

2. Det sprog som en computer anvender for at kommunikere med en anden computer, er uforståeligt for alle andre end computere.

3. Enhver lille fejltagelse lagres på harddisken, og giver anledning til problemer langt frem i tiden.

4. Så snart du har anskaffet dig en, indser du, at du er tvunget til at bruge halvdelen af din løn på mere eller mindre nødvendigt tilbehør.


Pigerne mente derimod at en computer er hankøn fordi:

1. De kan en masse, men ved ikke, hvordan de skal udnytte hele deres talent uden at få instrukser.

2. Det er meningen, at de de skal hjælpe med at løse dine problemer, men halvdelen af tiden udgør de selv størstedelen af problemet.

3. For at få deres opmærksomhed, må man først tænde dem.

4. Så snart du har anskaffet dig en, finder du ud af, at hvis du bare havde ventet lidt længere, kunne du have fået en meget bedre model.

(Badam tsssch...)



GOD JUL!!!

Så røg man i et hul...

Kender du det der med, at man bare lige skal forbi til en kop kaffe, og man skal tidligt hjem fordi man skal op og på arbejde, fordi man har travlt og bla bla bla – og pludselig så var klokken 04.20, og tiden var strøget afsted fordi det havde været så hyggeligt?

Sådan et hul er jeg lige faldet i... Derfor gider jeg ikke skrive mere i dag.

Nå, dér er de!

Hvis du af og til går rundt og spekulerer på, hvor alle de maskuline, handle- kraftige mænd i ternede, bløde flonels-skjorter er henne, så fortvivl ikke, for svaret kommer hér: De er i Alaska!!!

Det er selvfølgelig forfærdelig langt væk, hvis man i stilhed går rundt og drømmer om en stor, stærk mand, som kommer hjem fra jagt med istapper i øjenbrynene og et bundt døde dyr over skulderen, og hvis eneste erklærede mål her i livet (udover at skyde dyr og flå dem med de bare næver) er at vælte én omkuld på isbjørneskindet foran pejsen, men endnu en gang er der godt nyt: Alaskamen.com!

Det er simpelthen en datingservice, som formidler kontakt til Alaskas most eligible men. Hurra! Pludselig så alting meget lysere ud for alle os, hvis højeste ønske er at flytte til en endnu mere afsondret egn af verden, hvor vintrene er endnu værre, og hvor mændene går endnu værre klædt end herhjemme...

Det gode ved Alaskamen.com er jo så, at det er et gammeldaws kontaktbureau. Ikke noget med profiler som fx på dating og scor, næh nej, dette er baseret på god gammeldags snail-mail, og bureau- mutteren Susie understreger da også, at man ikke må blive skuffet hvis man ikke får et håndskrevet brev, men må tage til takke med et computerskrevet. Og hvem har ikke altid drømt om at sidde i ugevis og vente på et måske håndskrevet brev fra en flonels-klædt skovhugger i Alaska??!

Og husk for guds skyld, hvis du beslutter dig for at kaste dig ud i et Alaska-eventyr: Tjek optaget-listen!!! Det ville være så ærgerligt at spilde sit krudt på én, der alligevel er taget.

Faktisk synes jeg, der burde være en optaget-liste i enhver københavnsk bar...

Had vs. kærlighed

Jeg ved ikke med dig, men nogle gange synes jeg, det kan være ret svært at kende forskel på ovenstående fænomener. Fx fik jeg i dag en mail med et link, hvis indhold vistnok skal tages som et tegn på, at afsenderen godt kan lide mig. (Afsenderen var min mor, som jeg er ret sikker på, synes jeg er temmelig okay...) Men jeg er nu lidt i tvivl, for jeg synes egentlig, den er ret irriterende. Og hånden på hjertet, er det særlig fedt, når en lille, livstræt udseende animeret figur i en glaskugle siger I like you?

Og hvad nu hvis der pludselig lander en virkelig sygt udseende, syngende kattekilling i ens inbox, som meddeler I love you! ??? Skal man så tage det for pålydende, eller afbryde enhver for for kontakt med personen, der har sendt det, fordi man er angst for, at vedkommende en dag vil synes, det er vildt romantisk at plante et afskåret hestehoved i ens fodende? »Jamen skat, du har da selv sagt at du synes at The Godfather er en fed film!!!«... Eller, GYYYS, hvis en eller anden skrev et digt om mig på jegelskerdig.dk, hvilket bedst kan betegnes som et tude-forum for voksne, der stadig formulerer sig som teenagere. Run Forrest, RUN!

Faktisk ville jeg nok tage det som en meget stor kompliment, hvis en eller anden sendte mig et link til hjemmesiden I hate you! , da det i det mindste ville vidne om humor og en veludviklet sans for, hvad jeg synes er sjovt. Men det er nok bare mig, den er gal med...

Drenge vs. piger

I dag var jeg i ISO for bla. at købe tandpasta, og det gik op for mig, at vi ikke er kommet særlig langt med vores opdragelse af små drenge og piger. Fx skulle man tro, at det der med at bruge tandpasta var sådan rimelig unisex-agtigt, men nej. De små drenge skal have en blå tube med en isbjørn, en robot, eller Shrek, mens pigerne kan få en lyserød med en lille, hvid kanin, en prinsesse eller en Barbie på.

Jeg er helt med på, at man i de første måneder kan føle, at man er nødt til at iklæde barnet en farve, der identificerer dets køn, men når ungen har fået tænder, skulle det da meget gerne være til at se, om det er en dreng eller en pige. Og så er der da ingen grund til at gøre et større nummer ud af det?! Drenge-tandpasta, altså Vorherrebevares! Man kønsdifferentierer sguda heller ikke tandpasta til voksne!

Og man behøver kun kaste et enkelt blik på hylderne hos Fætter BR for at se endnu flere grelle eksempler: Drenge-legetøj inspirerer til at larme, udforske og blive stor og stærk, mens pige-legetøj inspirerer til at sidde stille og drage omsorg, se fin ud og gøre tilpas.

Jeg synes, det er underligt. Men mest af alt synes jeg, det er rigtig ærgerligt for alle de små piger, der gerne vil lege krig eller lege med biler. Og for de små drenge, som synes, det er hyggeligt at klæde dukker ud i fine kjoler, eller lave perleplader.

Jeg er SÅ glad for, at mine forældre lynhurtigt anerkendte, at det der med at sidde stille og lege med dukker ikke rigtigt var noget, jeg kunne se det fede i, og at de syntes, det var helt okay, at jeg hellere ville lege med elektrisk tog og racerbane og kigge på ulækre ting i mit mikroskop.

Og når man tænker på hvilken omfattende samling, jeg har i dag af sko, makeup, parfume, blonde-undertøj og dameblade, så er der ingen, der skal bilde mig ind, at jeg er blevet mindre piget af ikke at have leget med dukker som barn. Eller fordi jeg aldrig har fået børstet tænder med tandpasta fra en lyserød tube med en kanin på.

Mennesker der synger...

Kære læser,
Da jeg ikke regner med at være i stand til at lave et fornuftigt indlæg på bloggen i morgen, får du lige et mere til weekenden. Jeg skal til julefrokost, og hvis jeg nu siger, at jeg til lejligheden er blevet påtvunget at iføre mig diadem og skråbånd med påskriften »Miss Andesteg«, forstår du sikkert mine forbehold...

Anyways, så gik jeg forbi en mand på Strøget, som stod og sang julesange, helt alene med sin grønne »555 sange«, som vi vist alle kan huske fra skolen. Han stod simpelthen bare dér og lod sin smukke baryton fylde det hele. Og det var smukt.

Desværre er det jo ikke alle, som stiller sig op og synger offentligt, der er velsignet med en lignende røst. Tjek for eksempel suppe-steg-og-is-orgeltamperen Jørgen Lysemoses hjemmeside SkaDuHaFest. Alene navnet får mig til at spørge Jørgen »SkaDuHaTæsk«... Og når man så hører staklen synge »Lækker« med Nik & Jay, eller »Feel« med Robbie Williams, er det lige før man tænker, at det ville være mere nådigt med en aflivning. Både for de stakler, der skal indtage deres waldorfsalat og islagkage til dén jammer, men også for at udfri Jørgen fra pinsler, som tydeligvis er så uudholdelige, at han er nødt til at synge sin smerte ud.

Så er der altså mere stil over den amerikanske komiker Eugene Mirman, der på sin hjemmeside optræder som The Marvelous Crooning Child. Tjek hans versioner af »Hey Jude«, »Girls Just Wanna Have Fun« og »Satisfaction«. Tjek dem allesammen, faktisk. Det er stort!

Du kender ham sikkert allerede, men jeg vil alligevel henlede din opmærksomhed på den svenske Elvis-imitator, Eilert Pilarm, der giver Sussi og Leo så meget baghjul, at man ikke fatter det. Klik hér hvis du vil se Kultkungen i aktion. Men jeg advarer: Det er ikke for sarte sjæle!

Det var alt for denne gang. Og hvis du i løbet af natten ser en hammerlam Miss Andesteg med diademet på skrå og snaps i mundvigene, så er det garanteret ikke mig!

Noget om sovesyge og cykellygter...

Jeg vil bare gerne høre, om jeg er den eneste, der aldrig rigtig vågner hér om vinteren? Jeg har det hele tiden som om klokken er lidt henad midnat, og jeg sidder og nikker med hovedet til en eller anden dårlig sitcom. Egentlig tror jeg, det er meget naturligt, eftersom vores land jo i i virkeligheden ikke er egnet til menneskelig beboelse i mere end halvdelen af året. Og det er IKKE denne halvdel af året, jeg taler om... Jeg mener, der er jo for fanden mørkt det meste af tiden. Og koldt. Man bliver jo helt træt bare ved tanken om alle de lune klæder, man er nødt til at iføre sig for bare at gå op i Føtex.

Men mørket er nok det værste, tror jeg. Jeg er i al fald meget misundelige på bjørnene, der om efteråret æder sig en pukkel til, falder i søvn og vågner, når det er forår. Hvorfor kan man ikke blive lagt i frivilligt koma den 1. november og så blive vækket igen 1. april. Okay, så den 2. april, så man slipper for diverse aprils-nar... Hvad dælen hedder dét i flertal???

Jeg ville i hvert fald hjertens gerne slippe for mørket. Og for vanter, bihulebetændelse, julegaveræs, jule-forstoppelse af at rende rundt med et halvt slagtesvin i tarmsystemet, glögg (opfinderen burde druknes i lortet!) og ikke mindst det evindelig bøvl med cykellygter.

Og apropos cykellygter, så får du her en medrivende beretning fra det virkelige liv: Forleden skulle jeg mødes med min kommende ægtefælle Knirke og min gamle kollega Kasper på en café på Frederiksberg. Jeg havde glemt mine cykellygter, men der ligger en cykelhandler lige ved siden af mit arbejde, så jeg smuttede derind og købte et par. Man er vel lovlydig... Eller også har man bare sin sprøde svær for kær til at køre uden cykellygter i december.

Anyways, jeg skulle jo bare lige ind og have de cykellygter. Troede jeg. De havde kun en slags, og det viser sig så, at for at få batterierne i, er man nødt til at have en skruetrækker. Andrea ind i butikken for at låne en skruetrækker. Skrue skrue skrue og færdig. Skulle man tro. Men nej... Lygterne passer ikke til de almindelige lygteholdere, som er på alle cykler. Ekspedientens udtalelse »Der følger lygteholdere med!« burde måske have advaret mig, men det gjordet det så ikke før det var for sent, og jeg var nødt til at bruge et kvarter på at montere to styks latterlige lygteholdere, så jeg kom for sent og var bagud med øllerne hele aftenen. Hrmf!

Vi vil have dynamolygterne tilbage!!!

Noget mere om toiletter...

Trofaste læsere af denne blog vil vide, at jeg nærer en afgrundsdyb frygt for bakterier, der lever på offentlige toiletter. Og under min nylige rejse til Rom blev jeg atter mindet om hvor stor min toilet-paranoia er. For selv om romerne måske var blandt pionererne indenfor personlig hygiejne, så har dén udvikling stået helt, helt stille i rigtig mange år. Vi taler toiletter uden toiletbræt, hvor der lugter så fælt at selv en selvdød gnu ville føle sig velduftende; toiletter som bare er et hul i jorden, toiletter, hvor man ikke må smide papiret ned i, men hvor man skal smide det i en spand ved siden af (eeeeew!) og jeg kunne blive ved. Det eneste der er at gøre, er at drikke rigelige mængder af alkohol, hvilket egentlig bare har den uheldige virkning at man skal oftere på toilettet, men det tager toppen af paranoiaen...

Vi kommer dog hurtigt tilbage til mit gamle dilemma, når vi overfører problematikken til danske forhold (det skal man jo generelt være påpasselig med, men i dette tilfælde går det nok an), nemlig problemet med at det kun er de kedelige steder, der har lækre toiletter og omvendt.

Men her til aften fik jeg nys om en bar in spe, som lyder helt fabelagtigt: en rigtig mande-bar med fire slags god sprut og fire slags gode øl og det er dét. Og alle de smarte, der vil have fancy drinks med paraplyer i, kan bare værsgo' og daffe et andet sted hen. Og gæs hvad: de laver rigtig lækre toiletter! Juhuu! Jeg glæder mig til de åbner, så vil jeg være der altid og bruge rigtig lang tid på toilettet. Jeg skal nok informere nærmere, når der er en åbningsdato. Men det skulle efter sigende være snart. Weee :oD

Og så har jeg faktisk fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der går op i, under hvilke forhold, jeg lader mit vand. Tjek fx den herlige hjemmeside The Bathroom Diaries, hvor man ikke alene kan læse om, hvor de har de pæneste toiletter (Color Line færgen fra Frederikshavn får fx utroligt fine ord med på vejen), man kan også se billeder af verdens fineste toiletter. Dét er noget, jeg kan lide.

Om det at blogge...

Hvor meta-agtigt at skrive et indlæg på sin blog om det at blogge... Men det er her til aften gået op for mig, hvor seriøst nogle mennesker tager det at skrive i en weblog. Min veninde Heidi har lige skrevet en artikel om det, og hun kunne berette helt nye sager for mig. Blandt andet at der er et ord, der hedder Blogosfæren, og at der er folk, der er blevet fyret fra deres job fordi de har skrevet noget grimt om deres chef på deres blog. Og at hvis man skriver noget faktuelt forkert, er man bare dømt SÅ meget ude! (Damn, det er den med hoppeboldene, jeg stadig tripper over, selv om antallet af hoppebolde i en tv-reklame nok hører til i den lette ende af spektret...)

En person med et mindre ego end mig ville måske sætte sig ned og overveje form og indhold for fremtidig blog-aktivitet, men jeg har simpelthen tænkt mig at fortsætte i samme, lalleglade spor som hidtil, og så lade de seriøse (læs: tørvetrillerne) om at skrive alvorlige indlæg om verdens uretfærdighed, storpolitik og forurening.

Og for at understrege min pointe, vil jeg dele en sjov mail med jer, som jeg fik forleden. Det er bøffer og andre sjove udtalelser fra sportskommentatorer, og jeg har grinet højt af den op til flere gange. Og ærgret mig over, at vi aldrig mere skal nyde Jørgen og Jørns verbale ekvilibrisme, når de små egern med de lette tråd og de store brune muskler forcerer Alpe d'Huez. Tour de France bliver aldrig det samme uden jer, guys!

Lone Pagh: »Tonje Kjærgård har scoret... Men der lugter lidt af skridt!«

Lotte Kjærsgaard: »Hvis man skal have den ind hos Heidi Tjugum, skal man have den helt... op... og kysse trekanten.«

Journalist: »Du har haft mange navne - Målkjær, Farvelkjær - hvad skal vi kalde dig nu?«
Elkjær: »Bare Preben...«

Michael Schäfer: »Man er ikke den type som har opfundet bestikket, hvis man kaster med øl.«

Holger Rasmussen: »Der var ikke meget plads mellem benene, men ind kom den...«

Kim Christensen (BIF): »Det føltes som en fiberskade, jeg håber ikke det var i musklen.«

Flemming Toft om Søren Larsen: »Han er en rigtig succeshistorie. Kom fra det rene ingenting og til nærmest det dobbelte.«

Leth: »Der sidder han, Alex Zülle, med skjorten åben, nøjagtig som Richard Virenque...«
Mader: »Ja, og Peter Belli...«

Leth: »Byen er berømt for sin produktion af hårnåle.«
Mader: »Dér må jeg hen!«

Mader: »Han rejser sig op... ser sig tilbage... hvor stort er mit hul?«

Engelsk kommentator under British Open: »Maybe the reason why Monty is so good is that before each round, his wife takes out his balls and kisses them... Oh my God, did I just say that!?«

La bella Roma

Jo tak, jeg har haft en virkelig fantastisk tur til Rom! Jeg vil ikke trætte dig med alle detaljerne, men bare sige, at jeg har grinet så meget, at jeg har ømme mavemuskler, og at det er længe siden, jeg har hygget mig så meget i så lang tid ad gangen. Tak tøser, for en dejlig, dejlig tur :)

Men altså, man kan jo ikke besøge Rom uden at lægge vejen forbi Peterskirken, og jeg tror, at uanset hvor mange gange, jeg går derind, så vil jeg altid få tårer i øjnene over hvor smukt og grandiost det hele er. Jeg føler mig meget gudfrygtig derinde under kuplen.

Og så kan man jo vinke til paven, hvilket jeg synes er ret stort. Bortset fra, at nu er det jo Den Falske Pave, der regerer. Vi vil ha' Den Rigtige Pave tilbage! Jeg læste i avisen, at Den Falske havde sagt i sin søndagsprædiken, at man bør droppe julegaverne og i stedet nøjes med en enkelt juledekoration for at vise sin tro. Det er der selvfølgelig en masse rigtigt i, men jeg har ham også mistænkt for, at det er fordi han ikke gider stå i kø i Imerco for at få byttet diverse ubrugeligt køkkentøj, som man 1) ikke aner hvad skal bruges til, 2) ikke har plads til, 3) allerede har i forvejen.

Men bortset fra, at det nu er Den Falske, der sidder på flæsket, var alt ved det gamle i Rom. Det var første gang, jeg var der om vinteren, og jeg var lidt overrasket over, hvor afdæmpede folk var i forhold til om sommeren. Men kulden lagde alligevel ikke helt en dæmper på de italienske mænd, som måtte holdes borte fra især selskabets unge, blonde piger, med historier om at vi alle sammen var lesbiske. Hvilket i øvrigt ikke stoppede dem, men affødte et saligt smil og et henført »I loove lesbians. I always wanted to be in between...« efterfulgt af en dybt skeptisk »Why, WHY don't you like men??!«

Og selv om det i længden kan blive en anelse trættende med den slags umådeholdent bejleri, så er der sgu noget lækkert over deres fuldstændige forgabelse og dyrkelse af kvinder. Især de dejlige af dem, der ikke gnider deres skræv uhæmmet opad ens ben og spørger, om man skal have den i rø***, men som bare flirter superfrækt og respektfuldt på samme tid. We looove it :)

Arrivederci røvhuller!

Klokken 18 sidder jeg i flyet til Rom. Tjek hotellet og vejret og græd af misundelse.

Muuuaaarhaaarhaaar!!!

Se hvor sød, jeg var...

Noget af det virkelig surrealistiske ved at blive voksen er, at ens venner begynder at få børn. Det er der jo i sig selv ikke noget mærkværdigt ved, men det deler lissom folk op i to lejre. Som min veninde Pernille sagde forleden, da vi havde haft en længere sms-konversation om hvor vi skulle gå i byen: »Så er der dem, der sms'er for at fortælle, at de i nat fødte en dejlig datter på 52 centimeter og 3500 gram...«

Og pludselig bliver ens indbakke fyldt med billeder af babyer med nissehuer, babyer i bad, babyer i flyverdragt, babyer på lammeskind, fantasien kender ingen grænser, når det gælder baby-billeder.

Misforstå mig ikke: det er virkelig, virkelig hyggeligt. Heldigvis har alle mine venner nogle meget søde børn, som jeg holder meget af, men jeg føler mig altid lidt i restance, når jeg får baby-billeder. For hvad skal jeg kvittere med? Billeder af mig på vej hjem fra Riesen med en skyhøj promille? Eller måske et billede af mig i færd med at downloade noget griseri på nettet? Eller et billede af mig med savl nedad hagen i A Pair? Hm... I think not.

Men så var det at føromtalte Pernille gav mig en god idé, da hun forleden sendte mig en mail med barndoms-billeder af sig selv. Det synes jeg er rigtig godt fundet på! Ikke alene er det altid super-hyggeligt at se billeder af nogen, som man rigtig godt kan lide, men når man så ovenikøbet får dem at se som 3-årig, med rottehaler og smækbuks, i færd med at transportere sand i en lille trillebør, så er det jo at man tænker »Nååårh, du var OSSE sød, da du var barn!«

Så derfor får I hér en hel røvfuld billeder af mig som barn. Så kom ikke hér og sig, at I aldrig får børne-billeder herfra.

Og lad dette være en lektie til alle småbørns-forældre: Det kan godt være, at dit barn lige nu er sødt og nuttet, men det udelukker ikke, at han/hun en dag vil udvikle sig til en små-neurotisk lummergøj med hang til joints og høj musik!

OBS: Den lækre sveske til venstre på billedet er min søster. Og hun er mindst lige så slem som mig. Tænk hvis vores forældre havde vidst det, da de iklædte os disse smukke rober og forevigede os..

Rynker OG bumser??!

Forleden havde jeg en ret nedslående oplevelse. Jeg havde brug for at forkæle mig selv, så jeg forærede mit fjæs en ansigstbehandling hos en kosmetolog. Det var ikke bare dumt, det var VIRKELIG åndssvagt!

Behandlingen var som sådan okay, bortset fra, at jeg aldrig helt kommer til at vænne mig til, at andre mennesker trykker mine hudorme ud. Men det kan jeg leve med. Hvad jeg derimod har virkelig svært ved at affinde mig med, er det brugtvogns-forhandler-gen, som mange kosmetologer åbenbart har. For bedst som jeg lå der, helt afslappet og uhm-agtig, så begynder hun at stille spørgsmål, som nu har plantet små frø af tvivl i mit sind.

Hun mente fx at min økologiske fugtighedscreme SLET ikke er nok til min hud. »Du må jo regne med, at i din alder har huden brug for meget mere næring« var argumentet. Men der skal altså mere end ti kittelklædte kosmetolog-duller til at få mig til at spendere formuer på cremer med frugtsyrekompleks, glædesmolekyler, og hvad geschæftige skønhedspleje-producenter ellers kan finde på at lokke med.

Og selv om jeg egentlig synes, jeg har en ret pæn hud, så er jeg nu begyndt at nærstudere den for rynker hver aften. Og selvfølgelig er der rynker, for det har rigtige mennesker, der smiler med hele hovedet, når de smiler, og som rynker panden, når de tænker sig om. Jeg både smiler og tænker meget, så ergo har jeg både smilerynker ved øjnene og en lodret bekymringsrynke lige ovenover næsen. Og så er det altså heller ikke værre. Skulle man tro.

For den kitteklædte hævner har nu fået mig til at tvivle på, om jeg nu alligevel ikke også har poser under øjnene og begyndende kalkunhals. Pisseirriterende!!!

Og for at det ikke skal være løgn, så vågnede jeg i morges (okay, i formiddags) med en bums på størrelse med Kilimanjaro på hagen. Jeg er sikker på, at den må være kommet fordi al denne spekulation har skabt forstyrrelser i min hormonbalance, for jeg har opholdt mig hjemme hele weekenden uden at indtage så meget som en dråbe alkohol, hvilket ellers altid får mig til at blomstre som en teenager.

Det er da ikke fair! Jeg er ikke engang nået helt ud af de pubertære kvaler med bumser, før jeg får tvangstanker om slappe øjenlåg og blævrende hals-hud.

Så nu har jeg skruet den ene halogenpære over mit badeværelsesspejl ud, så jeg nu kun kan se det væsentligste: om jeg har tandpasta på kinden, og om min mascara sidder hvor den skal. Resten må naturen ordne. Og jeg er DEFINITIVT færdig med at gå til kosmetolog!

Verdens fineste reklame?

Der skal faktisk ikke særlig meget til at få mig til at tude, men hvis jeg tuder over tv-reklamer, er det som regel fordi, de er så ufatteligt ringe, at jeg giver mig til at tude i afmagt over at bo i et land, hvor man ikke bliver straffet med offentlig piskning for at lave sådan noget lort. (Vi nævner i flæng Telia, Biva, Vanish, og alle de eftersynkroniserede rædsler for tysk pædofili-slik).

Så er der selvfølgelig reklamen for Den Gamle Fabrik, med hunden Molly, som alle har glemt, men den tæller ikke, for tricket med børn eller dyr, som det er synd for, er både for gammelt og for let.

Så tv-reklamer er ikke normalt det, der får vandstanden til at stige i mine øjne, men reklamen for den nye Sony-fjerner, som lystrer navnet Bravia, kan af en eller anden mærkelig grund få mig til at tude helt uden at det er synd for nogen, eller ved brug af andre ufine tricks.

Konceptet er lige så enkelt som det er genialt: 230.000 kulørte hoppebolde slippes løs i en gade i San Fransisco til tonerne af »Heartbeats«, et af de smukkeste numre på José Gonzalez’ debutalbum »Veneer«. 60 sekunder med hoppebolde i slowmotion og Andrea vander høns. Hvor nem kan man være...

Hvis du endnu ikke har set reklamen, kan du se den hér , og du kan læse om, hvordan der ikke er brugt nogen former for animation eller andre filmtricks, og at instruktøren er den danske fotograf Nicolai Fuglsig, der i øvrigt før har præsteret at få undertegnede til at græde, bla. med sine smukke og dybt deprimerende pressefotos fra det atomforurenede Muslumovo i Rusland.

Men jeg vil især gerne henlede din opmærksomhed på musikken, der som sagt er med José Gonzalez, der er lige så svensk som snus og köttbullar, selv om hans navn ikke lyder sådan. (Vidste du i øvrigt, at snus hedder snuff på engelsk? Det synes jeg er sjovt!) José Gonzalez er et fremragende bekendtskab, og hans album »Veneer« er lige nu en af de mest spillede playlister i min iPod. Go buy!!!

Min ven Erwin har i øvrigt engang spillet opvarmning for José Gonzalez i Odense. Jeg så desværre ikke koncerten, men det har garanteret været godt.

Bonus-info: Sangen »Heartbeats« er oprindeligt lavet af den svenske duo The Knife, som jeg ikke kender noget til, udover at det er den kvindelige del af duoen, Karin Dreijer, der leverer vokal til Röyksopps vidunderlige »What Else Is There«. Men selv om jeg kun har hørt en lille snas af originalen , vil jeg gerne påstå, at José Gonzalez’ version er MEGET federe...

Jeg skal giftes!

Nogle gange er det altså bare en fryd, når folk frier til én. Jeg har kun prøvet det én gang før, og det var absolut ikke særlig fedt, men denne gang er det sgu noget helt specielt. Jeg tror, jeg siger ja. Måske burde jeg være lidt pedantisk omkring det faktum at frieriet er foregået på kommentar-siden til denne blog, men på den anden side er der jo også nogen, der frier på direkte tv, så man kan vel sige, at det her er nogenlunde det samme.

Faktum er i al fald, at det kommende ægteskab måske ikke lige var hvad jeg havde planlagt i forhold til min kommende ægtefælles køn, men det er en mindre detalje, for jeg er helt sikker på, at vi får et langt og lykkeligt, og ikke mindst uforudsigeligt samliv, og det er jo det vigtigste. Læs bare hvad min kommende ægtefælle skriver i sin kommentar:

»Jeg vil giftes med dig, hvis du kan acceptere et samliv med to papegøjer og en skaldet hund. Det KAN godt indebære visse overraskelser. Da jeg gik i seng her til aften blev jeg smurt op og ned af ryggen af en selvdød krydderbolle med smør. Havde godt nok registreret, at benævnte bagværk var forsvundet fra min tallerken, mens jeg lavede kaffe. Men regnede med, at det var fordi gøje + hund havde samarbejdet (som de plejer) om at stjæle og fortære bollen. Nu viser det sig imidlertid, at bollen kun var blevet halvt fortæret og at det afgnavede lig af den lå i min seng. Hmphr! Sidste gang fandt jeg en fiskefilet under min hovedpude. Og forrige gang var det en pizzaslice, som var så tør, at jeg rev mig på den. Hvorfor finder jeg aldrig noget NYTTIGT i min seng? Som f.eks. Henry Rollins i håndjern?«

Det er da ikke til at stå for!!! Kommentaren fortsætter med, at min kommende ægtefælle spørger, om jeg vil sende Henry + håndjern til hende i en boblekuvert, hvis jeg en dag skulle være så heldig at finde ham i min seng, og måske kan dette give anledning til vores første ægteskabelige skærmydsel, for svaret er, at hvis jeg kommer så vidt som ligefrem at sende ham videre, så vil staklen være så ilde tilredt, at han skal have sukkervand i drop og uafbrudt hvile i to uger. Ja, man kunne ligefrem forestille sig, at det ville være nødvendigt at lægge ham i koma for at få ham helt på højkant igen...

Nå, kære læser, jeg vil ikke trætte dig med mine ægteskabelige problemer, men i stedet henvise dig til min kommende ægtefælles splinternye blog Galopfiskens Café, som jeg har store forventninger til.

Jeg har pludselig fået travlt. Jeg skal både i Casa Lezar og have taget mål til kjole, i La Glace og bestille en kage i 12 lag, booke Helenekilde Badehotel og bestille en tid til kunstig befrugtning hos Nina Stork.

Noget om tv, brandslukning og eksotisk frugt

I skrivende stund viser de på Sverige 2 en film, som bliver præsenteret således i dr.dk's programoversigt:
»20.00 'Another', Tv-dans, direkte fra et fængsel i Tallin.«
Er det ikke pragtfuldt??! Hvem har ikke lyst til at bruge en fredag aften på dét? Ikke mig... Lige nu kunne jeg have fyret den af med min veninde Sylvia i Den Grå Hal hvor Baby Woodrose og Juliette and the Licks spiller.

Men ak, jeg er blevet sløj, og har indtil videre brugt aftenen under et tæppe og spist mandariner og drukket te. Rock'n fucking roll!!!

Kom til at tænke på forskellen mellem mandariner og clementiner, og en hurtig søgning på Det Store Orakel ledte mig til en ret morsom side om Eksotiske Frugter, og det viser sig at: »Clementiner er sorter af mandarin. Omvendt betyder det ikke, at en mandarin nødvendigvis er en clementin, da der findes et hav af andre mandarinsorter, der ikke betegnes clementin. Der findes dog mange, der tror, at clementin er en helt anden frugt. Derfor har den fået sin egen omtale.« Jeg elsker internettet :)

Heldigvis kan jeg få lidt Christiania stemning, når Dolph og Wulff senere på aftenen besøger fristaden. Det blir garanteret ikke kedeligt, men jeg ville nu stadig hellere have været der selv... Jeg håber, der er en eller anden, der ryger Dolph skæv. Hvis der er nogen, der har brug for at geare lidt ned, er det sgu ham. Den stakkel. Det må være hårdt at være så vred altid.

De særligt indviede vil vide, at jeg bor sammen med Dolphs ukendte lillebror, Ib, som du kan se på billedet. Ib er et noget mere roligt gemyt end Dolph, og er hverken besat af kastestjerner eller B.S Christiansen. Pt. fungerer han som skjuler for den pulverslukker, jeg fik af min veninde Knirke, da min junkie-nabo for nylig var ved at futte hytten af i et forsøg på at lave mad. Optrinnet endte med at jeg måtte ud i en meget dramatisk redningsaktion, som alle i min omgangskreds har hørt genfortalt mindst to gange. Egentlig var det ikke værre end at jeg gik ind og fjernede en gryde med ild i og satte den ned i vasken og tændte for vandhanen, men forskrækket blev jeg. Det gjorde Knirke også, og hun besluttede sig for at forære mig sin pulverslukker inklusiv Ib, da hun ikke selv mente, hun havde lige så meget brug for den som mig. Hun bor nemlig på det junkie-frie Frederiksberg og har en nabo, der kører med cykelhjelm.
Der er mange glæder ved at bo på Vesterbro, og junkiers madlavning hører så til de mere eksotiske af slagsen...

Offentlige toiletter

Nej, dette handler ikke om kinky sex. Det kunne det i princippet sagtens have gjort, men nej, kære læser, i går var jeg til koncert med Jamie Cullum i den nye foyer i Tivolis koncertsal, og deres toiletter fik mig til at tænke på den himmelråbende forskel på beskaffenheden af offentlige toiletter rundt om i byen.

Min første tanke, da jeg kom derud var, at det hele stadig var så nyt, at de endnu ikke havde nået at sætte vaske i de hvide borde, der var derude. Men ved nærmere eftersyn viste det sig, at de hvide borde, der var placeret som hvide øer rundt om i lokalet, havde en svag, knap synligt hældning, og at vandet løb ud gennem et lillebitte hul i søjlen i midten. Dét var fancy!
(Den pessimistiske læser vil måske påpege det usmarte i dette arrangement, når der først er smidt bare et lille stykke papir ned i vasken og lortet stopper, med oversvømmelse af den fine vask til følge, men det er en helt anden snak...)

Offentlige toiletter kan få bakterie-paranoiaen frem hos en ellers ret easygoing person som mig,i en sådan grad, at det næsten ikke er fysisk muligt for mig at forrette min nødtørft ved tanken om, hvilke ulækriteter et fremmed toilet kan gemme på. Og selv om det er tidskrævende ad helvede til at bakteriesikre et toiletbræt med flere meter toiletpapir, så gør jeg det troligt. Selv i en 40 hestes brandert på Roskilde Festival (hvor jeg er villig til at vandre flere kilometer til mediebyens forjættede toiletter med træk og slip for at undgå de turkise Godik-skure) sætter jeg mig aldrig direkte på brættet...

Men toiletbrættet er bare den første forhindring på vejen. Den næste er håndvasken, som ved gud heller ikke altid er specielt rar at frekventere. Nogle steder insisterer de ligefrem på, at der kun skal være koldt vand i hanen! For nylig var jeg på sådan en café, og de tog endda en femmer for et glas vand i baren – helt ærligt, hvor cheap kan man være!!!

Dernæst er der sæben, hvis der da overhovedet er nogen. Jeg har engang læst om en bakterieprøve fra et stykke håndsæbe på et offentligt toilet, og den suppedas, det lå og flød rundt i indeholdt lige så mange bakterier som lort... Aaaad!!! Så flydende sæbe, tak!

Og hvad så når man skal have tørret hænderne? Tørrer man dem i det sjaskvåde håndklæde, der hænger på væggen (eller ligger på gulvet)? Jeg gør ikke. Jeg ville faktisk hellere brække begge mine arme på langs end at tørre hænder i sådan et håndklæde. Måske har de været så venlige at sætte en håndtørrer op. Det er for så vidt også fint nok, men der er bare rigtig mange af dem, som er så gamle, at de ikke længere puster en skid luft ud. Til gengæld er de så varme, at man uden videre kunne lune resterne fra gårdsdagens aftensmåltid under den, og hvor fedt er det, når man nu bare gerne vil have tørret sine hænder??? Med andre ord: papirservietter, pleeease!

Mit dilemma er så bare, at de steder, jeg holder allermest af at komme, også er dem, der har de mest rædsomme toiletter. Men jeg er heldigvis ikke kommet dertil, hvor jeg lader min bakterie-fobi styre, hvor jeg går i byen.

Jeg mener, valget mellem at gå på Bar Rouge, hvor de har flydende sæbe OG håndcreme fra Molton Brown på de fancy toiletter, men hvor en drink koster det samme som tre indiske børnearbejderes årsløn, og hvor klientellet er så smart, at jeg får lyst til at stille mig op på bardisken og moone, stillet overfor fx Märkbar, hvor toiletterne er virkelig gustne, men hvor øllet er godt og billigt og gæsterne cool og sjove og musikken fed, er ikke svært at træffe for mig.

Så jeg må nok bare afinde mig med, at så længe, jeg holder mere af ølknejper end smartbarer, så er det bare virkelig hårdt arbejde at gå på toilettet...