26 februar, 2006

Søster Andrea siger på gensyn

Nu tager jeg i kloster...

Det er ikke engang løgn. Men bare rolig, det har intet med seksuel afholdenhed og askese at gøre - let's face it, jeg ville blive verdens ringeste nonne - det er udelukkende i embeds medfør.

Men altså, der er hverken telefoner eller internet, så der går en uges tid, hvor I må undvære den daglige dosis ævl. I hvert fald fra min hånd. Men tænd for de direkte transmitterede Folketings-debatter i tv, hvis du mangler nonsens...

23 februar, 2006

I wish I had a little house out in the country...

Yes!!!
Tøser, verdens lækreste
læderbuks rocker igen!




København d. 23. februar 2006

Pressemeddelelse


The Sandmen gendannes, skriver kontrakt med EMI Music
og indspiller nyt album.


Det danske rockband The Sandmen er blevet gendannet som
pladeindspillende orkester. Bandet, der blev dannet i 1985, blev
opløst
i februar 1995, men er nu tilbage på den danske rockscene.
De har netop
skrevet kontrakt med EMI Music og er i gang med at
indspille et nyt
album.

Allan Vegenfeldt, Ole Wennike, Michael Rasmussen og Stefan Moulvad
har
været i Gula Studion, Malmö og er netop nu i Medley Studiet i
København
for at indspille materiale til det kommende album. Den
svenske producer
Mikael Herrström, der også producerede bandets
debutalbum, ”Western
Blood” fra 1988, sidder bag knapperne og
albummet er co-produceret af
Ralph A. Rjeily (Baby Woodrose).

Det nye album udkommer i slutningen af august 2006. Det er
første gang
i 12 år, der udgives et nyt album med The Sandmen.

21 februar, 2006

Findes der noget klammere...

... end at vågne op med to forkølelsessår på størrelse med henholdsvis Bornholm og Lolland??!

Jeg HADER forkølelsessår! Ikke mindst sådan nogen som dem her, som bare er dukket op ud af ingenting, og ikke engang som straf for at have vold-snavet med en med skægstubbe, eller fordi man har ligget i sprit i halvanden uge på Roskilde, eller fordi man har været for længe ude i solen.

Det eneste gode, man kan sige om de forkølelsessår er at de i det mindste sidder og dunker, prikker og stikker i mit ansigt, og at ivrig indsmøring med Zovir nok skal få has på dem inden weekenden...

20 februar, 2006

Total mega yndlingsfilm!

En af de film, jeg virkelig elsker, og som jeg kan se igen og igen, er »The Big Lebowski«. Faktisk er jeg ret vild med alt hvad Coen brødrene laver, men denneher er altså helt i særklasse. Synes jeg.

Det er især dialogen, som gør den fed. Og det totalt langt ude plot, og de skingrende skøre figurer, som filmen er spækket med fra start til slut.

Jeg har ofte proklameret, at jeg vil giftes med The Dude, og det mener jeg sådan set stadigvæk, selvom jeg nok ville få spat af, at han altid gik rundt i morgenkåbe og røg pot og drak White Russians og aldrig gad få et job... Næh, vent, det lyder sgu meget godt!!!

Men altså, dialogen i filmen er jo nok det aller fedeste, og her får du lige en perlerække af mine absolutte favoritter:

The Dude: »I am not Mr. Lebowski. You're Mr. Lebowski. I'm the Dude! So that's what you call me. You know, that or, uh, His Dudeness, or uh, Duder, or El Duderino if you're not into the whole brevity thing.«

Mr. Lebowski: »Being prepared to do the right thing, whatever the cost. Isn't that what makes a man?«

The Dude: »Sure! That and a pair of testicles.«


Jackie Treehorn: »People forget the brain is the biggest sex organ.«

The Dude: »On you maybe.«

For de, der ikke har set filmen, kan jeg oplyse, at meget af handlingen foregår i en bowlinghal. The Dudes ven Walter Sobchak er Vietnam veteran, og sammenligner stort set alt han oplever med sine oplevelser i Nam. For eksempel affærdiger han en person med ordene: »Smokey, this is not Nam, this is bowling. There are rules.«

En anden farverig person på bowlingbanen er Jesus Quintana, som udover at bære en utroligt højt- og stramtsiddende buks – ja man kunne ligefrem gå så vidt som til at kalde det gamacher – er skingrende vanvittig. Tjek bare denne ordveksling mellem ham og The Dude.
Jesus Quintana: »Let me tell you something, pendejo. You pull any of your crazy shit with us, you flash a piece out on the lanes, I'll take it away from you, stick it up your ass and pull the fucking trigger until it goes 'click'...«
The Dude: »Jesus!«

Jesus Quintana: »You said it, man. Nobody fucks with the Jesus!«


En af de sjoveste scener i filmen er den, hvor The Dude bliver skubbet MEGET hårdhændet ind i en bil, mens han går ude på vejen med sin White Russian. Hans eneste kommentar er:
»Hey, hey, careful man! There's a beverage here!«

I det hele taget er The Dude en meget afslappet fyr, og hans motto må vel siges at være:
»Just... Take it easy, man!«

Det kunne vi nok alle sammen lære lidt af. Og så ellers bare chille lidt mere, ryge lidt mere pot og drikke nogle flere White Russians. Og købe ind i morgenkåbe...

Tilbage er der vist kun at sige: Yeah, well... The Dude abides.

16 februar, 2006

Lidt for selvstændig? Eller bare dum...

Jeg er officielt ikke længere single. Min søster er nemlig flyttet ind hos mig, og når man er to på matriklen, er man ikke single mere. Heller ikke selv om man ikke har en kæreste.

Nå, men det var ikke det, det skulle handle om. For siden hun nu bor i mit gamle arbejdsværelse, har jeg jo været nødt til at indrette et kombineret sove- og arbejdsværelse. Og sådan noget kan man ikke uden at aflægge Ikea (total yndlings-svensker!) et besøg.

Så i går var jeg i Ikea. Alene. Og uden en bil. Men det faktum at jeg hverken havde en kuli eller et lift til min gadedør afholdt mig naturligvis ikke fra at slæbe ting hjem som om jeg havde. Dette har så resulteret i, at mine skuldre i dag er så ømme, som havde jeg roet over Atlanten i en robåd i modvind.

Men selvfølgelig må man betale for letsind. Jeg mener, jeg burde jo have sagt mig selv, at der ville være en stor omkostning forbundet med at slæbe et 15 kilo tungt skrivebords-kabinet i den ene hånd, og 100 stearinlys, 200 servietter, 16 træbøjler og et garderobestativ i metal i den anden...

Men nej nej, jeg laver bare lige en fin hank på kabinettet med noget snor, og så pakker jeg resten i en af de fine Brøndbyfarvede poser, og så kan jeg da godt lige fragte den smule fra Gentofte til Vesterbro med bussen. Alene. Og med spaghettiarme...

Jeg ville have taget metroen fra Nørreport (og for at det ikke skal være løgn, havde jeg oprigtigt tænkt, at jeg sikkert sagtens kunne have det på cyklen det sidste stykke vej fra Forum...), men da jeg var nået så vidt, var det i al sin gru gået op for mig, at jeg på ingen måder levede op til mine egne forventninger om mine evner som pakæsel. Og da jeg prajer en taxa, spørger chaufføren da også tørt, om han ikke hellere skal ringe efter 3x34.

Jeg indrømmer blankt, at jeg på det meste af hjemvejen indvendigt messede »Jeg vil ha' en mand, jeg vil ha' en mand, jeg vil ha' en mand DER KA' SLÆBE MIT LORT HJEM FRA IKEA«, men jeg fik det da hjem til sidst, og jeg fik det sgu osse samlet, og nu er her pludselig meeeget fint og organiseret hér i mit nye, kombinerede sove- og arbejdsværelse. Og når jeg så tænker på, at jeg på egen hånd har gennemført en mission, som ville tage mange par utrolig mange timer i parterapi at få styr på, så er det som om, at et par ømme skuldre er ret billigt sluppet. Jeg mener, valget mellem parterapi og massage... Jeg behøver vist ikke sige mere.

15 februar, 2006

Tilbageblik

Forleden fandt jeg min Blå Bog fra gymnasiet. Dét var sjovt! Og lidt skræmmende, for jeg kan knap huske halvdelen af dem, jeg gik på årgang med. Men det er immervæk også 14 år siden, jeg gik ud (altså fordi jeg blev student...) så det er vel ikke så underligt. Mere underligt er det dog at læse mine kære klassekammeraters beskrivelse af mig. For der er rigtig meget, der stadig passer – og der er gudskelov også rigtig meget, som ikke gør. Læs bare her (rolig, det er kun et uddrag!)

Navn: Andrea, alias Andy, Psyko

Motto: »Tie me up'n whip me« samt »Fnaaaadhrrrh!«
Øhhh... Jeg var teenager! Teenagere siger mærkelige ting. Og dengang havde vi jo ikke udtryk som herre, nederen og skod...

Sidst set: Rock Nielsen
Dette er et legendarisk, og også riiimelig kikset gå-i-byen-sted i Jomfru Ane Gade, men det var hér alle de langhårede fyre hang ud, og så spillede de rigtig tit »Smells Like Teen Spirit« og »Alive«. Og »Smoke on the Water« og »Black Betty«, men det måtte man jo så finde sig i, hvis man ville headbange med de langhårede fyre...

samt i garderoben med en kop mornkaf og en bolle med paté.
Paté! Helt ærligt! Paté??! Nå, jeg var åbenbart i voksealderen, eller ufatteligt hormonforstyrret.

Kendetegn: Andy dyrker det lagenblege, smålaskede look og forguder Master Fatman mere end sine obligatoriske støvler.
Looket holder stadig, dog uden Doc Martens og Fatman...

Alligevel forsøger hun at forskønne sit ydre med diverse hudplejemidler, og hun døjer ikke uhumskheder som at røre ved stænger i bussen. Hun føler sig i øvrigt stærkt tiltrukket af »smådrenge«, som hun omtaler som »kuvøse-guf«.

Ha ha ha! Det kunne mine veninder have skrevet om mig den dag i dag. Bakterieforskrækket dulle med hang til ungt kød, jo tak!
Vi har endvidere efterhånden lært at leve med, at Andrea elsker at chokere folk med sin påklædning og sin opførsel i det hele taget.
Puha, det var da godt, jeg fik lagt dén uvane af mig. Det er nu så dejlig trygt at være pissehamrende mainstream. Ej ok, måske ikke, men jeg har dog pillet næseringen ud – det var MEGET eksotisk i Aalborg i 1992! – og går i noget pænere tøj. Men det er så vist osse det...


Fremtid: Professor i engelsk eller Prince's elskerinde i smug.
Ja, Prince fik jeg jo aldrig rusket, selv om jeg da altid har haft en sær forkærlighed for mænd i stiletter... Og det er nok meget godt, at jeg aldrig fik dét professorat. Jeg ville bare terrorisere mine studerende og sætte dem til at skrive essays om fistfucking (til hverdag og fest!), trykimprægnerede havemøbler og andre obskure ting.


I øvrigt er bogen et studium værd i sig selv. Skrevet på maskine med synlige rettelser med slettelak (!) og med fotos sirligt klistret ind i margenen. Dengang fandtes internettet slet ikke, så selv om jeg stadig er en sindsforvirret og hormonforstyrret spasser, så ER der trods alt sket en positiv udvikling gennem de seneste 14 år...

12 februar, 2006

Mindre tøj, tak!

Hér til aften har jeg siddet med min omfangsrige røv godt begravet i min sofa og set »King Arthur«. Det var bestemt ikke nogen stor filmisk oplevelse, men jeg må sgu indrømme, at jeg godt kan lide film med mænd, der slås med sværd.Altså gammeldags krigsførelse. Ikke noget med geværer og sådan noget. Close up kontakt-krig, yes sir...

Og jeg mener, babe-faktoren er RIMELIG høj i dén film: Clive Owen for eksempel. Måske verdens lækreste mand? Og Ioan Gruffud. Skrækkeligt navn til en meget smuk mand. Det var ham, der spillede hovedrollen i »Hornblower«, der kørte på DR2 for nogle år siden. Vældig nydelig ung mand. Mads Mikkelsen er i øvrigt også med, men han har et frygteligt langt skæg og hår, og man ser ham næsten ikke – til sidst glemte jeg helt at det var ham.

Min eneste virkeligt store anke i forhold til filmen er bare, at de har ALT for meget tøj på! Jeg ved godt, at den skal forestille at foregå i England og at det er vinter osv. men nu har jeg siddet i 2 timer og 15 minutter og set dem slås, og så får man ikke så meget som en eneste armhule at sukke over... Fandme strengt! Hvad skal man med Director's Cut, hvis der ikke er nogen virkelige goodies at komme efter?


Næh du, tag en film som »Gladiator«, der er bare arme og ben for alle pengene. Mmmmm Russellllllh... Sådan lyder det, når man savler ned i sit tv.









Men selvfølgelig er der ingen film, der overgår »Troy« når det gælder om at få østrogen-barometeret helt op på smukt. Vi lader lige de følgende billeder tale helt for sig selv.



Ammenam i trussen, siger jeg bare!

11 februar, 2006

Grand Pis

Helt ærligt! Hvad sker der for verden lige for tiden??! Ikke nok med at folk er ved at rykke hovederne af hinanden over en latterlig idé som nogen bønder ovre på en mark i Viby åbenbart syntes, var pissegod (har du ikke allerede gjort det, så skriv under her og gør dit for at stoppe vanviddet), det danske Melodi Grand Prix har nu officielt bevist, at det har overlevet sig selv.

Tænk at den begivenhed, som for bare få årtier siden kunne samle Familien Danmark i spændt forventning omkring fjernsynet og de hjemmelavede stemmesedler, og dele skolegården i to om mandagen (vi er faktisk MANGE, der stadig mener, at »Danse i måneskin« var MEGET bedre end »En lille melodi«!!!), i dag er blevet et parade-show for plagiat-kunstnere... Ak!

Jeg havde ingen planer om at se showet, da jeg for længst har mistet ethvert håb om at konceptet Melodi Grand Prix nogensinde vil genfinde fordums storhedstid. Men skæbnen ville det således, at jeg her til aften havde min familie på besøg, og da der midt i middagen tikker en sms ind på min mobil, som minder mig om, at det jo er i aften, der er Grand Prix, bliver vi enige om at se det. Og som min lillebror tørt konstaterede, da vinderen var fundet: »Nå, så fik vi da spildt en lørdag aften på dét...«

Jo jo, Græker Kaj var da fremragende, men alt det andet var da lige til at lukke op og skide i, for nu at sige det pænt.

Jeg mener, når en tonedøv teenagetøs med en blind stylist OG en dårlig hårdag kan stille sig op og bræge en sang om at danse twist og ovenikøbet vinde, er det så ikke bare på tide at sige »Tak for sangen, vi henviser til Sverige 1«?

Som min veninde Mette skrev til mig i sin sms: »Hej And. Ser du Grand Prix? Sikke en flok tudeprinser... Det er ikke som i gamle dage!«

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! Vi vil have Mylle, Jens Brixtofte, Mabel og alle de andre tilbage! Og til alle, der savner de gode, gamle Grand Prix-dage, hvor ens status ene og alene afhang af, om man havde båndet med de originale indspilninger, kan jeg kun opfordre til at gå ind på DR's Grand Prix-tidslinje og svælge i minderne. OBS: Tidslinjen findes lidt nede på siden helt ude til højre. Lad være med at bruge tid på alt det andet. Det er lige til at printe ud og tørre røv i!

08 februar, 2006

Øv...

Kender du det, når man føler sig helt frisk, men pludselig nyser man og så er man med ét helt vildt snottet? Røvtræls, for nu at sige det på godt dansk.

Det oplevede jeg i går, og dagen igennem har jeg kunnet følge udviklingen over almen snottethed til nu, hvor jeg netop har bevæget mig ind i fase 2 af en full blown influenza. Snot, feber, hoste, ondt bag øjnene og så slatten, at jeg faldt i søvn under »Kill Bill«, endda midt i min yndlingsscene med Hatori Hanzo.

Så ærlig talt gider jeg sgu ikke skrive mere lige nu. Hm. Måske man sku' sove lidt til »Gosford Park«...

06 februar, 2006

Vejrliget

Jeg ved godt, at der er nogen, der mener, at man ikke må bitche over vejret. Men så vil jeg gerne bede den eller de personer om at forlade denne blog nu.

For hvad FANDEN sker der for det vejr???! Først bliver jeg vækket klokken FUCKING halv syv om morgenen ved at der går en stakkel og rydder sne i gården. Den slags kan åbenbart ikke gøres med en skovl og en kost, nej nej, det skal gøres med en form for HELVEDESMASKINE, der larmer så meget og så længe, at jeg godt kan opgive alt håb om at sove videre. Klokken halv syv!!! Jeg er ikke stået så tidligt op siden jeg boede hjemme og var nødt til at tage rutebilen i skole...

Hurtigt konstaterede jeg, at dette ville blive en inde-dag. Gudsketakoglov for at man er freelancer og ikke behøver kæmpe sig vej gennem snedriverne for at være på et kontor til et bestemt tidspunkt.

Hele dagen skuler jeg ud af vinduet for at se, om uvejret dog ikke løjer af. Det gør det ikke. Og til sidst er jeg nødt til at bevæge mig udendørs. Hvor det nu er begyndt at regne... Det er umuligt at cykle, så jeg går. 100 meter nede af gaden træder jeg i en kæmpe vandpyt forklædt som snedrive. Min ene fod er nu iskold og våd. Mens jeg går og tænker på, hvor lang tid, det tager før koldbrand i tæerne når hjertet, træder jeg i en anden vandpyt med den anden fod. »Nå, så bliver jeg i det mindste symmetrisk, når de sætter begge mine ben af,« tænker jeg.

Helt latterligt er det, når man tænker på, at jeg trodsede vejrliget for at komme ned og svømme. På en aften, hvor der er er FUCKING VAND-SPINNING!!! Helt ærligt (og nu lover jeg, at der går MEGET lang tid, før jeg bitcher over svømmeren igen!) hvor fusions-agtigt er det lige, det skal være, det der med motion!?! Hvad bliver det næste? Trampolin-hulahop-salsa?

Jesus!

05 februar, 2006

Jeg, en sur dame...

Normalt er jeg en temmelig sød og rar person, som kun sjældent forulemper andre mennesker verbalt. Men nogle gange føler jeg mig nødsaget til at være lettere bitchy. For eksempel i går i svømmehallen. Én af grundene til at jeg svømmer i DGI-byen er, at der er mange forskellige bassiner: Et svømmebassin, et børnebassin, et udsprings-bassin, et kæmpe legebassin, et spabad og et babybassin. Man skulle altså tro, at det var muligt at få lov at SVØMME i førstnævnte bassin, uden at skulle zigzagge ud og ind mellem folk som ikke svømmer.

Det er normalt ikke noget problem på hverdage, men i weekenderne er det straks værre. Af samme grund satte jeg personlig rekord i går. 1700 meter på 45 minutter. Tempoet steg ligefrem proportionalt med mit raseri, efterhånden som mængden af familiefædre, der åbenbart fandt det passende, at deres FUCKING unger plaskede formålsløst rundt i SVØMME-bassinet bare steg og steg. Da jeg havde fået unge nr. 12 (inkl. svømmevinger, korkbælte OG -plade) i hovedet hvæsede jeg til én af dem: »Er du ikke sød at holde dit barn inde ved kanten eller i børnebassinet?!!« hvorefter en meget indigneret mand (inkl. »min kone har lige født, og jeg får ikke noget sex, så nu lader jeg bare stå til«-topmave) spankulerede op til livredderen for at klage, men til min store fryd gav han tilsyneladende mig ret og henviste ham til børnebassinet, til faderens store fortrydelse. (HA siger jeg bare!)

Helt ærligt, hvor svært kan det være?! Jeg insisterer jo heller ikke på at svømme i børnebassinet, vel?! Og hvorfor er det, at folk bliver så sure, når man påpeger, at deres børn ikke er de vigtigste væsener på jordkloden? Jeg kunne forstå, hvis der ikke havde været andre bassiner, men det er der jo. Vandet er endda varmere dér. Hvis jeg skulle lære mit barn at svømme, ville jeg aldrig tage dem med over i voksen-bassinet, hvor vandet er pissekoldt og hvor alle de sure damer svømmer!

04 februar, 2006

Sensationelt!

Så sad man der med en tallerken havregrød og gjorde sig klar til at tage hul på lørdagen, og pludselig dumper der en mail ned i ens inbox, hvor der står, at hvis man skynder sig, kan man holde verdenspremiere på sin blog. Og pludselig smagte havregrøden meeeget bedre, for det er da alligevel ikke så tit, der sker så fine sager her på bloggen.

Nå, nok snak, nu til sagerne. Mine damer og herrer. Må jeg byde velkommen til
Andens nye musikvideo som du først kan se på tv fra næste uge. Ta daaaaah!

Og svar mig så venligst på, om han ikke var pænere, da han var skaldet???

01 februar, 2006

Tænk engang...

... at USA's vel nok største supermarkedskæde Wal-Mart nægter at sælge fortrydelsespiller i andre stater end Illinois, hvor de kun sælger dem fordi loven påbyder at de skal gøre det.

Til gengæld fører de et utal af forskellige håndvåben. Hvad med fx en smart, pink Youth Rifle til kun 124 dollar?!! Så kan ungerne rende rundt og skyde hinanden i smadder – men det er selvfølgelig osse en slags måde at holde bestanden nede på...