The Ultimate Festival Challenge

Tidligt i morges bestod det lille telt den ultimative festival-test: Festival-sex. For de uindviede kan jeg oplyse, at festival-sex er en lidt halvkikset, men også sjov cocktail bestående af:
1 styk overtatoveret rockmusiker med øl-armbånd
1 styk snart midaldrende kvindfolk med øl-armbånd og pot-joints
og i dette tilfælde verdens mindste telt.

Men det holdt til det hele. Det gjorde jeg så bare ikke. Klokken 5.30 i morges måtte jeg endelig sande, at jeg er blevet SÅ for gammel til at dele et tomandstelt med nogen, uanset hvor lækre, de så er, og vupti sad damen i en taxa til Vesterbro. Mens ham den lækre, som var umulig at vække, stadig sov i teltet. »Velkommen til Dusk & Lusk«...

Nu skal jeg ud og spise brunch med min søs, som har været til morgenmøde i sin bank. Og så skal jeg på festival igen. Sgu.

I aften skal jeg sove i teltet. Jeg skal...

PS: For de, som er interesserede: Guns'n'Roses = vorherre bevares en sølle omgang. Hvis Axl Rose havde været en hest, var han blevet skudt for længst. Alle som jeg skylder fadøl, kan bare hente dem i mediebyen!

Ta daaaaah!

Velkommen til mit nyindkøbte, nyopslåede telt! 75 kroner i Jysk. Det er sguda rørende! Det gode ved teltet er at det ikke vejer noget som helst. Det dårlige er så, at jeg er nødt til at ligge på skrå, da min luftmadras ellers vælter stængerne, der holder det oprejst... Der står at det er et 2-mands telt, men det er nogen meeeeget små nogen, og deres bagage må ligge udenfor. Men okay, hvad kan man forlange for 75 kroner nutildags...

Men nu må vi se, om jeg overhovedet kommer til at sove der, eller om jeg lusker hjemad i en taxa hver nat, til boxmadras og dyne. Eller om jeg bare tager Johan fra Magtens Korridorer på ordet og indtager hans plads i deres bandbus.

I morgen går det løs for alvor, og jeg glæder mig som en sindssyg. Jeg har endda fået fat i noget pot (gratis pot!!!), så det bliver helt perfekt.

Perfekt festival-vejr!

Så mangler vi bare at Guns'n Roses, Bob Dylan og Roger Waters aflyser, og Pearl Jam, Beastie Boys og AC/DC træder ind i stedet!

Hva så Roskildeeeeeee!!!

I dag har jeg spist årets første Skiburger, trådt i vaskeægte smat og tisset i en skurvogn. Det kan kun betyde én ting: Roskilde festivallen er begyndt. Ah :)

Gammeldags opvask, buuuh!

Jeg vil have en opvaskemaskine!!!

Gammeldags mad, uhmm!

Jeg gør det alt, alt for sjældent, men når jeg så endelig gør det, så siger jeg altid til mig selv, at nu vil jeg gøre det igen, snart! Fordi det er så dejligt, og man bliver så glad og tilfreds, helt ind i sjælen af at gøre det.

Jeg taler naturligvis om at lave et old-school måltid med gode, økologiske råvarer fra Danmark...

Her til aften havde jeg fx inviteret min søster og hendes kæreste, som jeg i dagens anledning har valgt at omtale som min svoger, for lissom at blive i det gammeldaws, på frikadeller, stuvet spidskål, nye kartofler og salat med gammeldags flødedressing. Og så jordbær med fløde til dessert. Ummenum siger jeg bare.

Der blev spist op, undtagen af kartoflerne, som jeg så kan nuppe på et stykke rugbrød i morgen til frokost. Livet er nu godt, når man får noget godt i skrutten!

Mig vs. De Smarte II

Jeg er blevet afkrævet rapport fra smarthedens epicenter aka. Eurowomans releasefest. Det er Pernille, der insisterer, efter at jeg i går sendte hende en sms om, at jeg var til fest med en mand i nylonstrømper og knickers.

Det var en god fest. Jeg var ikke den smarteste (det var nok ham i nylonstrømperne!), men jeg var heller ikke den mest kiksede. Jeg var heller ikke den fuldeste, men det blev der hurtigt lavet om på, da jeg senere på aftenen havnede på Märkbar sammen med Sirenes nye chefredaktør, som jeg fandt ud af også sætter pris på Dolly Parton. Og på øl.

Og nu er jeg endelig stået op, kun for at opdage, at der ikke er noget vand i vandhanerne. Så jeg har såmænd lige stået og drukket vand af bruseren. Hvor smart er det lige, det er??!

Reklame!

I dag har jeg været på skovtur. Med tæppe, sandwiches, (næsten) kolde øl, og så livemusik. Man burde aldrig tage på skovtur uden sidstnævnte. Især ikke, når musikken leveres af Carlas, som fortjener verdensberømmelse, om ikke andet så herhjemme, hvis du spørger mig.

Og måske kommer det endelig, Carlasernes verdensherredømme. Nu har de i al fald fået en rigtig fin pladekontrakt, og så ved man jo aldrig. Det var faktisk i den anledning, at jeg var på skovtur i dag. Sådan en lille hyggelig promo-ting i Nørrebroparken, med børn, hunde og selvfølgelig masser af konfetti.

For hvis du en morgen vågner op med hukommelsestab og konfetti i håret, kan du roligt regne med, at du har været til Carlas-koncert. Det er nemlig deres helt særlige stunt, og det er rigtig fint. Der bliver kastet alt for lidt med konfetti nutildags...

Det var faktisk en lille smule absurd, for jeg var bare blevet inviteret til frokost af pladeselskabet i anledningen af deres nye navn. Hvilket navn det var, stod der ikke noget om. Men jeg tropper jo glad og fro op – som den eneste journalist. Så jeg følte mig meget V.I.P-agtig (det kan jeg jo godt lide), da vi gik afsted mod det hemmelige navn. Men da vi kommer ind i parken ser jeg bandet og udbryder »Nææh, er det Carlas!?« Om jeg kender dem? Ja, det gør jeg da, takket være min überseje lydmands-søs, der har været på tour med dem. Og de har lige spillet til hendes 30 års fødselsdag. Så jo, dem kender jeg udmærket.

I virkeligheden betød det jo så, at de kunne havet sparet sig ulejligheden med at stille an til fest i parken, for jeg har været fan siden jeg fik min første konfettistrimmel i bærret for et år siden, og ville have skrevet pænt om dem, uanset om jeg havde fået en kylling-bacon sandwich eller ej. Men hyggeligt var det.

Pladen kommer til september, den 18. tror jeg. Men du kan høre nogle af deres numre på MySpace, og så er P3 begyndt at spille "Kaptajn Amerika". Så bare vent. Lige om lidt har du også konfetti i bærret. Og et smil på læben. Det er godt. Rigtig godt!

Små tissemænd

Hvad sker der, når man spammer sine veninder med et foto af en meget tyk mand med en meget lille diller?

Man får selvfølgelig en masse sjov respons. Som jeg selvfølgelig vil dele med jer, for Dalai Lama siger selv, at hvis man har noget, der gør én glad, skal man dele det med andre, og dermed bliver man endnu mere glad. Og sådan fik jeg på forunderlig vis kædet Dalai Lama sammen med tykke mænd med små tissemænd...

Billedet blev rundsendt i morges, og det var ledsaget af denne tekst:

Min ven Finn, som er klog, sød, rig og god mod børn og dyr mangler en frisk pige (M/K) at tage på ferie med. Turen går til Ibiza, og Finn betaler alt. Skynd dig at skrive til ham og sig at du vil med. Det er først til mølle princippet! Du kan se Finn på det vedhæftede billede.

Reaktionerne kom prompte. Den første, der reagerede var Ane, som skrev:

åhhhh finnnnnnn,

hvis jeg ikke lige stod og skulle giftes,
så var jeg den der var taget afsted
- det har altid været min drøm
at skulle have en lup med i de hede elskovsstunder.

Det er jo næsten et haiku-digt... Dernæst var det Heidi, som forkyndte at:

Man må ikke gøre grin med de tykke.
Men gerne dem med små tissemænd. 

Herefter er det Knirke, min med-lummergøj og Vinylsvin #1 til døden os skiller, der giver sit besyv med:

Oh my god :-)
Selv om det er fristende, tror jeg at jeg springer over.

Så er det min yngste bettesøs' tur. Selv om hun er purung, siger hun:

Tak, men nej tak. Sig til Finn, at siden jeg skal til Roskilde, så kan jeg nok ikke holde til også at tage til Ibiza ;-)

... Brr det var da et frygteligt billede!

Den eneste, der har bare en anelse sympati for stakkels Finn er søde og pæne Lone, som siger:

Nårhh det er synd for Finn - han har jo ingen tissemand!

Den sidste reaktion, jeg fik, var fra Pernille, der med store øjne spurgte »Tror du ikke, det er billed-manipulation?« da vi her til aften var på vej i hendes bil for at gå tur ved stranden. Jeg fortalte hende så om det helt fantastisk sjove Penisatlas, hvor man kan se tilsvarende småkravl, hvoraf en enkelt ikke er meget længere end en cocktailpølse. I erigeret tilstand!

Damerne tænker jo nok først og fremmest på sig selv, når sådan et billede popper op. For hvad skal man dog stille op med en mand med et så ringe udstyr som Finn?!! Vi må håbe at Finn er virkelig opfindsom...

Men når det så er sagt, så synes jeg alligevel at Finn fortjener adskillige thumbs up for sit mod. Eller sin udsøgte sans for humor. Uanset hvad der ligger til grund for hans blottede ynder, skal Finn i al fald have tak fordi han har leveret dagens underholdning.

Finn længe leve! Hurra, hurra, hurra! Og så den lange! Nåh nej...

Mig vs. De Smarte

Jeg er jo begyndt at skrive for Eurowoman, og det er på mange måder rigtig fedt, for det er det eneste dameblad, jeg nogensinde har købt og læst, fordi jeg havde lyst til det. Men det er også lidt angstprovokerende, fordi det jo er et meget smart blad. Og man kan sige mange ting om mig, men at jeg er smart, det er dælme ikke én af dem! Og når man så bliver inviteret til reception i anledning af deres nummer 100, så kan sådan en som mig godt blive »liht nervos«, som Mary sagde i sin første tale på dansk.

Fordi: Hvad? Tager? Man? På? Når alt ens tøj er kikset, og man (stadig) ikke har fået smidt de 10 (ok 15!) kilo, man lovede sig selv i sine nytårsforsætter, og man til og med hader at shoppe – især i denne varme?!!!

Jeg er i vildrede. Så hvis der er nogen, der har en helt fantastisk Diane Von Fürstenberg slå-om-kjole (str. 44) og et par matchende Manolo Blahnik sko (str. 39), jeg kan låne inden på torsdag, er jeg meget interesseret!!!

Ode til Anker

I dag har det været en på mange måder bemærkelsesværdig dag. Det hele startede med, at jeg var til møde i min bank. Det var de der 28.000 til skattefar, som jeg ikke lige havde liggende i madrassen. Og så må man jo låne...

Og bedst som jeg sidder der og sveder, så begynder bankdamen at rose mig. »Det går simpelthen så godt med din økonomi, Andrea« siger hun. »Har du ikke lyst til at blive Fordel Plus kunde?« Øøh, jo, det kunne jeg da godt. Så nu er jeg Fordel Plus kunde, og jeg skyndte mig at forhøje indbetalingerne til min pension. Og bestille et Master Card.

Men det mest bemærkelsesværdige var alligevel, at da jeg her til aften skulle op til thai take away'en på Værnedamsvej, ja så mødte jeg simpelthen Anker Jørgensen.

Anker Jørgensen er nok verdens mest fantastiske skabning. Han er lige så nuttet som en kattekilling, især nu hvor han er virkelig gammel og går med stok. Jeg havde lyst til at putte ham i lommen og tage ham med hjem og give ham småkager og portvin.

Måske skyldes min overdrevne affektion, at Anker Jørgensen altid vil være Den Rigtige Statsminister for mig. Jeg ved godt, at han, sådan rent objektivt set, måske ikke har været den bedste statsminister, men han har uden tvivl været den mest folkekære – og så minder han mig bare om min barndom.

Min far har fortalt, at jeg som lille var med ham nede og stemme til et folketingsvalg, og ikke så snart var vi trådt ind i gymnastiksalen på Skansevejens Skole før jeg stolt proklamerede »Vi stemmer på Anker!!!« Og det gjorde vi.

For snart mange år siden lavede jeg et interview med ham. Jeg var rystende nervøs, for ugen forinden var jeg blevet rykket grueligt rundt i spin-manegen af en anden Anker, nemlig Anker Boye fra KL – aka Antikrists grandfætter. Jeg var bare en lille, grøn journalistpraktikant og jeg fik ikke et ben til jorden under Anker Boye interviewet. Bagefter gik jeg hjem og græd i to dage, mens jeg af al kraft prøvede at overdøve stemmen i mit hoved, der sagde, at jeg aldrig ville blive nogen god journalist.

Men så blev det hele meget bedre. For interviewet med Anker Jørgensen gik rigtig godt, og en uge efter fik jeg et håndskrevet kort med solsikker på fra ham, hvor han skrev
»Kære Andrea,
Tak for det meget fine interview, du har lavet. Det var en fornøjelse at tale med dig, og jeg ønsker dig held og lykke med resten af din journalist-uddannelse. Jeg er sikker på, at verden kommer til at høre meget mere til dig i fremtiden.
De varmeste hilsener, Anker«

Jeg har gemt kortet, og jeg tager det af og til frem, hvis den faglige selvtillid skal have et boost. (Jeg har også et brev fra Ritt Bjerregaard, som siger, at det er godt, der er nogen, der hjælper hende med at vise mændene på rette vej, men det er en helt anden historie.) Og jeg tror, at det kort var med til at få mig til at indse, at jeg aldrig bliver nogen god nyhedsjournalist, og at man skal være Antikrist selv for at få skovlen under en mand som Anker Boye, fordi han ikke har nogen sjæl, og dermed er svær at rokke. Og at jeg ikke gider spilde min tid på den slags mennesker, uanset om jeg så får penge for det eller ej.

Og tjek så lige dette fantastiske billede! Det er da tydeligt at se, hvem af disse, der er en vaskeægte landsfader med rødder dybt i den danske arbejderklasse, og hvem der er en pomadiseret hønsetyv. Se på den måde, de hver især holder deres bajer på. Anker har tydeligvis fået sin andel høkerbajere, mens Hønsetyven holder på sin flaske som en nonne på en sømandspik.

Eller hvad med det her billede?! Selv ikke Johnny Cash kunne gøre det her meget bedre. Jo, det er ganske vist. Anker holder. 100 procent!

Upassende, offentlig adfærd

Jeg anser mig selv for at være et rimelig tolerant menneske, hvad angår mine medmenneskers ret til at udfolde sig i det offentlige rum. Jeg er fx ikke typen, der harmes over at folk taler højt i deres mobiltelefon (forudsat at det er en samtale med et nogenlunde slibrigt indhold) i bussen, jeg flipper heller ikke ud, når folk cykler på fortovet, går med sokker i sandaler eller tisser i en port.

Men i søndags så jeg alligevel noget, der fik mig til at tænke, »EJ så stopper festen sgu!« Jeg havde slæbt mit pestbefængte legeme ned i havnebadet ved Fisketorvet, og det er klart at der sådan en doven, varm søndag er godt med forelskede kærestepar på de rå brædder. Selvfølgelig kysser de og selvfølgelig nusser de, og det er slet ikke det, jeg harmes over. Faktisk fik jeg næsten overbevist mig selv om, at jeg ikke var det mindste misundelig over, at jeg ikke lå med hovedet på en lækker mands skulder, men på et halvvådt håndklæde fra Blakes Hotel i Amsterdam.

Men pludselig udspiller der sig, få meter fra mit tæppe, en scene fra et parforhold, som er så intim, at mine øjne næsten ryger ud af mit hoved: Han ligger på maven, hun sidder overskrævs på ham og klemmer hudorme ud på hans ryg!!!

Fy faen siger jeg bare. Havde det så endda bare været et blowjob eller lidt hygge-fistfucking, de havde haft gang i, men næh nej, lad os da alle sammen få en ufrivillig demonstration af, hvor langt man kan synke ned i symbiosens dynd...

Måske er det bare mig, der er blevet sart? Når jeg tæller efter, er det i al fald mindst fem år siden, jeg har klemt en hudorm ud på en mands ryg. Og det foregik vel at mærke i uforstyrrethed på badeværelset!

Ting (og dyr) kommer og går...

... endda på de underligste tidspunkter...

For eksempel fik jeg sent i går uanmeldt besøg af en fin, rød kat. Jeg sprang to meter i vejret ved synet af det bette pus, som dog hurtigt viste sig at være endnu mere rædselsslagen end mig. Så hvad gør en god, nordjysk husmor, som overraskes af uventet besøg? Hun giver selvfølgelig gæsten noget at spise.

Gæsten så dog ikke ud til at bryde sig om økologisk kalveleverpostej fra Irma, men vand ville den godt have. Og bedst som jeg begyndte at håbe, at den ikke boede nogen steder (den havde ikke halsbånd på, så jeg kunne ikke ringe til ejeren...) og i stedet havde besluttet at flytte ind hos mig, hoppede den ud af vinduet og gav sig til at spankulere overlegent rundt på gesimsen. I 4. sals højde. Tough cookie.

Det viste sig senere, at den bor inde ved siden af, men at den pt. er lidt uligevægtig, da dens kone venter killinger. Ak ja. Boys will be boys...

Men nu er dén i al fald på plads. Det er straks værre med det grydelåg, som jeg har brugt en halv time på at lede efter i dag. Det er VÆK. Væk siger jeg! Jeg har ledt overalt. Hvordan dælen kan sådan et grydelåg bare forsvinde???

Det underlige er, at det ikke er et lille diskret grydelåg. Det er faktisk et mellemstort, blåt Le Creuset grydelåg i støbejern. Om jeg fatter hvordan det kan forsvinde.

Måske tog katten det med, da den gik...?

Piiiiv...

Det er så synd for mig.

Jeg har fået et girokort fra skattevæsenet: 28.000 i restskat. Fucking bastards!

Oveni det er jeg også den heldige ejer af en, med speciallægens ord, »usædvanligt aggressiv infektion i den nederste del af halsen og den øverste del af luftrøret«. h

Det vil sige: ingen tøse-middag efterfulgt af cocktails i aften, ingen strandtur efterfulgt af middag og cocktails med Pernille i morgen, kun indendørs kedsomhed og en masse soveri, da jeg bliver lige så træt som en gammel dame af den antibiotika, jeg får.

Det er så synd for mig!!!

Jeg burde lægge mig under dynen, skrue op for The Cure og skrive et digt til Det Elektriske Barometer. Det virkede, da jeg var 14 – måske gør det det endnu?

Knuzzzer
Andrea, 14 år

Indlæg nr. 100 !!!

Tænk at det skulle komme så vidt. 100 blog burps. Hurra hurra hurra og så det lange. Hvidvin og rejemadder til alle!

Det skal fejres. Med en gåtur langs Seinen!

Pull up your pants II

Okay okay, det kan godt være, vi ikke har troper i København, men én ting er sikkert: Det er først rigtig sommer, når man kan få iskaffe hos Ricco OG de små huse ved Bymuseet bliver stillet ud. Uh, det er så hyggeligt...

Pull up your pants!

Jeg har lige læst, at troperne breder sig. Ja, det er rigtig nok. En breddegrad mod både nord og syd. Så er det bare, man får lyst til at råbe til de der troper: Get a fucking MOVE on!!!

Ja ja, jeg ved godt at solen skinner i dag. Men der er jo ikke varmt af dén grund. Jeg stemmer for at vi skal have troper i Danmark. Alle der er enige med mig rækker hånden op!