21 juli, 2006

God ferie!


Nu ræser jeg på ferie, og kommer ikke i nærheden af noget indernet i de næste 3 uger. Men jeg skal poste et mentalt indlæg ind i mellem, når jeg rejser mig fra hængekøjen og henter noget mere koldt at drikke.

Krams
Ferie-And

13 juli, 2006

Svar fra FIFA

Kære Andrea,

Tak for dit brev af 4. juli d.å, hvori du påpeger forskellige ting vedrørende det nyligt afsluttede VM. Du må undskylde at jeg først svarer nu, men der har simpelthen været så meget, der skulle ryddes op - jeg siger dig, der var meget konfetti på stadion, da de var færdige med at spille finale!

Jeg er helt enig med dig i dine pointer omkring spillernes dragter. Det er noget pjat, at de skal have så meget tøj på. Jeg har fået nogen af dem fra det italienske landshold til at posere i nogle forskellige dragter (de har alligevel ikke andet at lave, nu hvor de allesammen er blevet rykket ned i 3. division), og jeg vil bede dig komme med dit bud på hvilket outfit, du mener er mest passende.

Jeg glæder mig til at høre fra dig. Din mening er vigtig for fodbolden i fremtiden!

Mange venlige hilsener
FIFA




10 juli, 2006

Endnu mere om dyr med tøj på

Okay, jeg overgiver mig! Nogle gange ER det helt okay at give sine kæledyr tøj på...



09 juli, 2006

Endelig!

Figo stopper på landsholdet – og flytter til Danmark

09. jul. 2006 10.32 VM 2006


Luis Figo spillede sin sidste landskamp, da Portugal lørdag tabte 1-3 til Tyskland i kampen om bronze ved VM.
Figo begyndte kampen på bænken, men kom efter 75 minutter på banen til landskamp nummer 127. Det skulle også vise sig at være hans sidste.
- Det er svært for mig at slutte min landsholdskarrieren på denne måde. Jeg gav alt, hvad jeg havde, og holdet gav alt, men Tyskland fortjente sejren, sagde Figo efter kampen.
Der har igennem længere tid verseret rygter om, at Figo har planer om at flytte til Danmark, og det blev i går bekræftet af en synligt glad Figo, som kunne oplyse, at han flytter ind hos sin danske kæreste på Vesterbro.
- Det er rigtigt. Jeg skal bare lige hjem og pakke noget tøj, sagde Figo.

/ritzau/

08 juli, 2006

Verdens måske mest uortodokse interview?

Ja ja, kvaliteten af referatet er ikke til top-karakter, men sjovt var det da. Altså da jeg interviewede Johan fra Magtens Korridorer inden Roskilde. Billedet er osse sjovt. Synd at der mangler et billede af den omtalte drink, som bestod af en juicekarton fra Fakta med øl, vodka, juice og tøris i. Jeg smagte den. Det kan ikke anbefales. Men kold var den...










PS: Er der nogen, der vil se min kyssesmiley?

05 juli, 2006

Uhmmmm, Figo...


Tak til Knirke for dagens mest lumre indspark!

04 juli, 2006

Åbent brev

København den 4. juli 2006
Kære FIFA,
Jeg vil gerne klage over det der VM i fodbold. Jeg har ikke set nogen kampe før her til aften, hvor jeg gik helt op på loftet, hvor der er varmt, støvet og fyldt med duer, for at hente mit tv, så jeg kunne se Tyskland-Italien.
Jeg forstår ikke, hvorfor det skal tage så lang tid at afgøre en fodboldkamp. Tre timer, alt i alt, er altså vildt overdrevet, især når man tænker på, at de to, i øvrigt fremragende mål, blev scoret indenfor ganske få minutter.
Jeg vil gerne foreslå, at reglerne laves om, således at selve kampen afgøres ved straffespark allerede fra kampens begyndelse. Herefter kan spillerne så i ro og mag vise forskellige tricks med bolden, og de kunne også svare på spørgsmål fra publikum, da den slags altid er meget populært.
Jeg vil også gerne foreslå, at spillerne skal spille i bar mave og stramme boxershorts med ben. Deres numre kunne man så passende bodypainte på, evt med Nutella. Jeg bistår gerne med denne vigtige opgave.
Du vil sikkert give mig ret i, at jeg fortjener en kompensation for mine tre utroooligt langstrakte timer på sofaen, og for mine gode forslag til at optimere VM i fremtiden. Jeg vil gerne foreslå, at I udlåner Luis Figo til mig i en måned, når han er færdig nede i Tyskland. Jeg har en stor, grøn gård med fodboldmål, han kan træne i, hvis han vil, men ellers havde jeg egentlig bare tænkt mig, at jeg ville forkæle ham lidt med noget massage og måske et lille glas vin i ny og næ, ovenpå strabadserne.
Jeg glæder mig til at høre fra dig. Rigtig god sommer.

De bedste hilsener
Andrea

PS: Når man siger "slutrunde", er det så alle kampene, eller kun de sidste – altså dem der hedder noget med finale?

03 juli, 2006

Roskilde 06, en update – eller noget...

Ja ja, jeg er allerede blevet mobbet irl, og nu også her på grund af min manglende entusiasme omkring camping. I morges, dvs. kl 12, stod jeg direkte ud af sengen og ringede til Hotel Scandic i Roskilde for at booke et hotelværelse til næste år. 1845 bobs for tre nætter i et værelse med badekar, og der er stor morgenbuffet inkluderet. Aaah... Jeg glæder mig allerede.

Bortset fra mit svigtende camping-humør, var det ikke meget andet, der svigtede. Vejret var perfekt, øllerne kolde og musikken, ja den var også herlig. Det bedste var Happy Mondays og derefter kom Pato, Wolfmother, Primal Scream og LOC. »Ikk' så meget fucking pis her omkring!« Og så var der selvfølgelig Morrissey, som altid er god, omend han burde fyre sin lydmand og sit band og trække sine bukser op.

Årets store nyhed i festivalavisen var, at støvet på pladsen var fyldt med tis. Det kommer næppe som et chok for særlig mange, der har været på Roskilde mere end to gange, men forskellen er, at i år havde de fået en eller anden forsker-dude til at analysere støvet, som derefter gik under betegnelsen urinstøv. Og man kan bare ikke tage på Roskilde uden at komme i kontakt med rigigt meget tis. Søer og floder af ildelugtende væske bugter sig hid og did, og der er frit udsyn til andres efterladenskaber på toiletterne. Og urinstøvet er alle vegne. Når man går i seng om morgenen kan man, som min veninde Sonja så malerisk sagde, »hive keramiske propper ud af næsen«, hvortil min yngste søs tørt svarede, »jeg er sikker på, at jeg fandt en sten i min næse i morges«.

Jeg blev præsenteret for det nyeste vidunder indenfor festival-gear, the pee mate, som angiveligt skulle gøre det muligt for kvinder at stå op og tisse. Jeg prøvede den nu ikke. Man har vel stolthed i livet...

Vinylsvinet har lovet mig en paparazzi-serie af mig, der forlader mit telt på campingpladsen, men indtil jeg får den, må disse stemningsbilleder tale for sig selv.