Alene vs. ensom

I går aftes holdt jeg mit tredje foredrag. Det gik godt. Men det sætter jo også gang i en masse tanker og følelser, og bagefter havde jeg en af den slags samtaler, man kommer til at huske mange år frem i tiden. Noget af det, vi talte om, var på forskellen mellem at være alene og at være ensom. Jeg har aldrig følt mig mere ensom end jeg har gjort, når jeg har været i forhold. Selvfølgelig er dét et udslag af, at det ikke var det rigtige parforhold, men siden det gik op for mig, har jeg tit tænkt på, hvor glad jeg er for, at jeg ikke behøver have en kæreste for eksempel. Forstå mig ret, jeg vil gerne have en kæreste, men jeg vil hellere vente ti år mere på, at den rigtige dukker op, end jeg vil finde sammen med en, der er "god nok".

Så kom jeg til at tænke på et citat fra Hunter S. Thompsons "The Proud Highway"

"We are all alone, born alone, die alone, and -- in spite of True Romance magazines -- we shall all someday look back on our lives and see that, in spite of our company, we were alone the whole way. I do not say lonely -- at least, not all the time -- but essentially, and finally, alone. This is what makes your self-respect so important, and I don't see how you can respect yourself if you must look in the hearts and minds of others for your happiness."

Så sådan er det. Jeg synes ikke engang, det er specielt sørgeligt at tænke på. Men jeg har også altid været god til at være alene, og glad for det. Nogle gange lidt for glad for at være alene, men som samtalen i går også mindede mig om, så er der altså noget meget livsbekræftende og dejligt i at kunne lade sit blik hvile i en andens og vide, at man er elsket, respekteret og vigtig for den anden. Især når man har det på præcis samme måde.

Clara Kluk, jeg ELSKER dig af hele mit hjerte. Sgu! 

Se selv! Det er jo ikke kun mænd, der bliver mere sexede af at få overskæg.