16 februar, 2011

Kender du typen?

Her til aften har jeg brugt en del timer på at se "Kender du typen" på nettet. Jeg har altid elsket den slags programmer, hvor man får lov at snage i folks hjem og gætte på, om de mon har remoulade eller Dom Pérignon i deres køleskab, og om de spiller Nintendo eller laver Sudoku inden de skal sove.

Og så siger den slags programmer jo bare helt vildt meget om ... ja, om folk og den måde, vi lever på i dag. For eksempel slog det mig meget hårdt, hvor meget tyranni mænd gider finde sig i fra os kvinder. Og hvor latterlige detaljer kvinder går op i, når det gælder boligindretning. Det er sguda helt vildt.

En mand i programmet købte ikke sit tøj selv, eller lavede sin mad selv, men han var så også godt oppe i tresserne. Ikke at det gør det bedre, men så kan man da trods alt skyde skylden på generationsforskellen og alt det der. Men at mænd i trediverne gider finde sig i at blive forvist til kælderen, når de skal se tv, spille Playstation eller drikke øl, det fatter jeg simpelthen ikke. Men ok, det sviner jo i de hvide 30.000 kroners sofaer, der er hentet hjem fra Sydfrankrig efter at familien har måttet sidde på drømmesenge (med blomstrede vattæpper på) i tre år, fordi det skulle være de helt rigtige sofaer, som ingen andre har. 

Undskyld mig, men er der et hjørne, jeg kan brække mig i?!

Forleden kom jeg til at smadre en fajance-kop, min moster havde med hjem til mig fra en ferie på Madeira, da jeg var en lille pige. Jeg har passet godt på den i alle årene, og jeg var rigtig sur på mig selv, mens jeg fejede den op og smed den i skraldespanden. Det varede cirka to minutter, for det er jo bare en ting, og den har intet at gøre med, hvor glad jeg er for min moster eller hvor glad hun er for mig, eller noget som helst andet i den retning. Det er faktisk bare en ting mindre, jeg skal flytte på, når jeg en sjælden gang bliver overmandet af trangen til at støve af.

Bagefter kom jeg til at tænke på, hvor få ting, jeg har, som jeg virkelig ville blive ked af at miste. "Hvis huset brændte, hvad ville jeg så tage med mig?" som det gode, gamle spørgsmål lyder. Og sandheden er, at der ikke er en eneste af mine ejendele, jeg ville føle var nødvendige at redde. Jeg har tænkt og tænkt, jeg jeg kan ikke komme på en eneste ting, jeg ville savne, hvis jeg mistede den.

Jeg har nogle arvestykker fra mine bedsteforældre, jeg er glad for, men hvis valget stod mellem at redde min morfars ur og risikere at miste livet, så ville jeg altså spæne min vej uden uret. Det tror jeg sådan set er et valg min morfar bifalder oppe i sin himmel. For alt det vigtige, vi har haft sammen, har jeg jo med mig altid. Ok, det lyder helt vildt frelst og Dalai Lama-agtigt, men det er altså sådan, jeg har det.

Mine møbler er enten nogle jeg har arvet/fået foræret eller fra IKEA. Jeg gider simpelthen ikke bruge mine penge og min energi på at finde spændende, unikke møbler eller GYS! gå på loppemarked. Man skal sidde godt, man skal ligge godt og så har jeg en svaghed for teaktræ. Og for rød. Ellers er der ingen som helst sammenhæng i min boligindretning, udover at jeg synes, jeg bor hyggeligt, og efter hvad jeg kan fornemme på mine gæster, så er de enige. Og så er den potte sgu egentlig ude.

Så derfor er det med stor undren, jeg ser på folks fimsede, sterile og kønsløse hjem, hvor åbenbart røvkedelige kvinder får lov at regere indtil alt matcher i hvidt og beige og løbeskoene står til luftning på den helt rigtige måde i det ryddelige bryggers.

Jeg forstår det ikke. Men der er jo så meget, jeg ikke forstår ... Jeg har altid drømt om at få lov at lave nogle boligreportager fra folks hjem på uanmeldte tidspunkter. Jeg vil gerne se baconfedtfingrene på bordpladen, at Ude & Hjemme ligger øverst i bladbunken, og at der er top på vasketøjskurven. 

Men fremfor alt vil jeg gerne se nogle par-hjem, hvor man kan se, der bor to ligeværdige mennesker, og ikke en hysterisk dåse og en kastreret mand, der gladeligt trasker ned i kælderen for at se tv.

02 februar, 2011

Jeg har sagt mit arbejde op

Jeps, jeg gjorde det sgu! Et eller andet sted har jeg vidst i lang, lang tid, at det var det, der skulle til for at jeg kan få det godt igen, men jeg turde jo ikke. Fordi der er så stor usikkerhed forbundet med at være freelancer og alt det der, og selvfølgelig også fordi jeg én gang før har måtte dreje nøglen om i freelancebiksen pga. dårlige tider.

Enter terapeut. Meget dygtig, grundig terapeut, der (i modsætning til de fleste andre terapeuter, jeg har gået hos før) er fuldkommen umulig at snyde. Mellemregning mellemregning mellemregning, som er kedelige (læs: for private til, jeg vil dele dem her) og ergo => erkendelsen af, at jeg er sådan en for hvem tryghed og sikkerhed er værre end uvished. Sådan i det store hele i al fald.

For der hvor andre føler sig trygge og beskyttede i et fast job, kan jeg ikke rigtig mærke andet end den 'ball and chain', der er om min ene ankel. I begyndelsen kan man abstrahere fra den og har masser af kræfter til at trække den, men så med tiden løber kræfterne ud, og så ... Ja. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men alligevel.

Jeg sagde det i dag til mine to chefer. Jeg var dødnervøs og lige ved at græde, da jeg sagde det, men de tog det rigtig fint. Faktisk tror jeg, de synes, det er fedt at jeg selv tog teten i stedet for bare at lade den køre helt ud med mange flere sygemeldinger og til sidst fyring.

Så nu har vi aftalt, at jeg gør mine ting færdige her i løbet af februar og laver en overlevering til min ene chef, og så fra 1. marts er jeg freelancer. WOO HOOO! Det bliver så stort.

Ja, det er da helt vildt angstprovokerende på nogle måder, men tanken om det andet er mere angstprovokerende. Altså bogstavelig talt. Så det er jo bare sådan, det er nødt til at være. Og det bliver godt. Det bliver så pissegodt!

Jeg får et kontor inde hos firmaet, hvor jeg kan komme og gå som det passer mig, og så kommer jeg selvfølgelig og naturligt nok til at lave en del for dem derinde. Det er helt perfekt. Det er jo ikke skriveopgaverne, jeg er kørt død i, men ansvaret, det forkromede overblik, de faste mødetider, møderne, feberredningerne og alt det andet, der jo er en del af det faste arbejde.

Så jeg kommer stadig til at have kontakt til mine fantastiske kolleger, som jeg ellers ville savne rigtig meget, og jeg slipper for at finde kontorfællesskab med det samme. Så jeg får det bedste fra begge verdener.

Og i morgen kommer min helt nye forlagskontrakt fra Rosinante med posten. Sikke jeg skal hygge mig med den bog i stedet for at skrive på den om aftenen, når jeg har fri fra arbejde, når jeg er træt og burde hvile mig. Og hvis jeg vil, kan jeg bare tage til New York. I en måned, hvis jeg vil. Eller tre eller fem eller tusind! Åh, det bliver så godt.

Og åh, hvor jeg ikke glæder mig til at fortælle det her til min bankdame. Men hun må bare finde sig i det. For det er sådan her, det er nødt til at være. Som min kollega sagde til mig i dag efter jeg havde sagt op, men før det var meldt ud i firmaet: "Du ser så glad ud, Andrea. Har du scoret en kok?" Og hvis man kender mig, ved man, at jeg har set meget glad ud så. (Og nej, jeg har ikke scoret en kok ...)


Så sådan er det, og det er godt. Og det bliver endnu bedre.

Her er en lille melodi at gå til ro på. Jeg hørte den på repeat hele morgenen for at få mod til at sige op. Den er så fin.



"When it's time to get in trouble
we know just what to do"

Det er jo rigtigt. Men heldigvis ved vi også, hvordan vi skal komme ud af uføret igen. Hvis bare man lytter til maven, går det alt sammen. Sov godt.