14 august, 2013

Den sidste pille

Kære Citalopram,

Tak for nu. Du har været en stor hjælp, men nu må jeg videre uden dig. Du ved. Vi er vokset fra hinanden. Som man siger.
Det var en sej start, vi havde, du og jeg. Jeg var først direkte imod at involvere mig med dig, men jeg kunne på den anden side også godt se, at jeg havde brug for dig. Mit humør og min energi svingede næsten fra time til time, for slet ikke at tale om mit selvbillede. Det ene øjeblik kunne jeg føle mig som universets hersker, mens jeg en time senere stod på toilettet og græd i stilhed over at være totalt uduelig til alting.

Det var min læge, der introducerede os for hinanden. Hun havde fortalt om dig før, men jeg havde altid fejet ideen af bordet. Jeg var flov og vred over, at hun overhovedet kunne foreslå det, men da der ligesom ikke var noget, der blev bedre af sig selv – tværtimod – sagde jeg langt om længe ja til dig.

Jeg gik rundt med det gule stykke papir i min taske i et par dage, før jeg indleverede den på apoteket. “Mod depression” stod der på den. Da jeg fik æsken udleveret af apotekerdamen, spurgte hun, om jeg havde taget medicinen før. “Nej! Ligner jeg måske sådan en?!” havde jeg lyst til at hvæse af hende. Men jeg nikkede bare og stoppede æsken ned i tasken.

31,50 kostede du. Endda for tre måneder. Jeg var dybt rystet over, hvor billig, du var. Da jeg kom hjem, læste jeg indlægssedlen. Den var lang og fyldt med skræmmende ord og symptomer. “Nu er du sådan én,” tænkte jeg, da jeg tog den første pille. Jeg lagde mig til at sove, men kunne ikke falde i søvn fordi jeg rystede over hele kroppen. Så grænseoverskridende var det at gå i seng med dig første gang.

I to uger gik jeg rundt og var sikker på, at du aldrig ville lade høre fra dig sådan for alvor. At jeg gik rundt og fyldte mig med nervemedicin, der ikke havde nogen effekt. Men så en dag, helt af mig selv, tog jeg ind i Torvehallerne og købte en entrecôte, et lilla spidskål og en stor buket georginer. Det var først da jeg stod og stegte bøffen, at det gik op for mig, at det var flere måneder siden, jeg havde lavet et ordentligt aftensmåltid til mig selv. Og så tænkte jeg, at det måske ikke var så tovligt med dig og mig alligevel.

Et par dage senere snørede jeg løbeskoene og løb en tur – den første i mange, mange måneder. Det føltes rart. Men jeg var også bange. Bange for, at du var den eneste, der holdt sammen på mig, og at det var dig og mig for evigt.

Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt, over tid, sådan som ægte samhørighed jo gør. Jeg begyndte at blive træt om aftenen og frisk om morgenen. Blev glad igen, sådan hele vejen igennem. Følte mig stærk. Rolig. Glad for verden og for de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg blev sådan som jeg plejer at være. Sådan som jeg kan lide at være. Sådan som jeg er glad for at være.

Samtidig med, at jeg blev mere og mere mig selv, gik jeg også og ventede på at få nogle af de berømte bivirkninger. Intet skete. Udover at jeg har taget nogle kilo på, har været utrolig tørstig og har haft meget svært ved at tåle alkohol, har jeg ikke haft noget som helst besvær. Jeg har ikke engang haft svært ved at huske dig hver aften. Tak for det!

Langsomt kom jeg overens med, at jeg var sådan en, der tog antidepressiv medicin. Jeg har hele tiden været meget åben omkring vores forhold, for jeg ved, der er mange derude som os, som har det svært med det, og som synes, det er skamfuldt. Og det er dumt.

I lidt over et år haft din faste plads ved siden af mit tandkrus. Men nu må vi skilles. For jeg tror godt, jeg kan selv nu. Jeg vil i al fald prøve det af. Så må vi se, om vi er helt færdige med hinanden, eller vi skal have en rebound. Den seneste tid har vi kun set hinanden halvt så meget som før. Det er gået rigtig fint, så jeg tror godt, jeg kan undvære dig helt.

Kære Citalopram, tak for det altsammen. Du har givet mig den hestesko, jeg havde brug for, da jeg hang halvvejs nede af muren uden at kunne komme over den ved egen hjælp. Du har hjulpet mig med at justere mit selvbillede af, at jeg er sådan en, der kan klare alting selv. Den troede jeg ellers, jeg var kommet af med, men jeg blev klogere.

Jeg glæder mig til at undvære dig. Glæder mig til at kunne drikke cocktails uden at få synsforstyrrelser og kvalme flere dage efter. Glæder mig til at få mit sexdrive tilbage og til ikke at behøve at bælle tre-fire liter vand i døgnet. 

Hav det godt. Pas på alle de andre, du er i forhold med. Og hils dem og sig, at der ikke er noget at være flov over.

Kærlig hilsen
Andrea




6 kommentarer:

Anonymous mette C sagde ...

Best break up ever! Håber det bliver en succes, og at du har modet til at tage konsekvensen hvis det ikke gør. Du er sej, og jeg tror på projektet! Kys og knus

6:06 AM  
Blogger AmBri sagde ...

Det er så godt beskrevet og tak fordi du ikke længere skammer dig over at være en.af os. Du må gerne fortælle om rejsen undervejs... Tror at du kan og ved at du vil! Hepper!

7:19 AM  
Anonymous byMelchiors sagde ...

Hvor er du sej! Hele vejen igennem. Det er sådan nogle som dig, der gør at vi andre også tør hoppe ud af skjulet og indrømme at vi også er "en af dem", helt ude i det offentlige rum, og ikke kun blandt de allernærmeste.

Jeg håber virkelig du får al den succes som du ærligt og redeligt har fortjent. Og jeg håber at jeg også kan få samme oplevelse.

Desværre har jeg været en af dem, der fik alle de bivirkninger som var listet på indlægssedlen i A3størrelse og har ligget 4 måneder i sengen og intet kunnet pga bivirkninger.

Men al begyndelse er jo svær, så jeg håber at det bare er et par kanter, der skal files af :-)

Håber du vil fortsætte med at dele dine erfaringer på vejen.
<3

10:54 AM  
Blogger Thomas Juul sagde ...

Vi har alle brug for en ven i nøden, én at holde i hånden når vi skal sove og en livsledsager vi kan støtte os til i krisen. Desværre oplever mange at de er alene med deres depression fordi mange er berøringsangste over for det. De lange samtaler med vennerne holder hurtigt op og snart er der kun den ugentlige snak med psykologen.. eller mor. Det er ikke nok til at blive trukket op af hullet, så her gør den lille pille en stor forskel.

Det er en styrke at vide hvornår man er kommet op af hullet og turdegive slip på pillen/hånden. Du er modig. Godt klaret!

6:08 PM  
Anonymous SuperPolle sagde ...

Anti-deprimerende læsning!

7:50 PM  
Blogger Signe Kierkegaard Cain sagde ...

Fantastisk beskrivelse af tankerne om at sige farvel til medicinen, håber det lykkes for dig. Jeg er journalist og har skrevet en bog om antidepressiv medicin set fra patientens synspunkt, hvor jeg bl.a. skriver om mine egne og andre patienters oplevelser med at stoppe med medicinen - og alle de andre dilemmaer, medicinen fører med sig. Den udkommer 1. oktober. Se mere her https://www.facebook.com/dethandlerikkeomlykke. Rigtig meget held og lykke. Kh, Signe

7:23 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start